Forlagsdirektør og forlægger Jens Trasborg er død, 57 år gammel. Han sov stille ind den 26. august efter længere tids sygdom.

Nekrolog og portræt

Jens Trasborg kickstartede selv sin karriere i 1980, da han som 9. klasses elev fik tilkæmpet sig en praktikplads på forlaget Interpresse. Det planlagte gymnasieophold blev direkte derefter erstattet af et job som assistent på selvsamme Interpresses redaktion, og allerede i 1984 overtog Jens ansvaret for alle forlagets tegneserier. Da Interpresse i 1986 fusioneredes med forlaget Carlsen, blev Jens hurtigt ansvarlig for den samlede tegneserieportefølje. Fra 1998 fik han styring over både tegneserier og børnebøger, og i 2004 overtog han ledelsen af forlaget sammen med den daværende salgschef. I 2007 fusionerede Carlsen med forlaget Sesam, i forbindelse med Egmonts opkøb af Bonnier Forlagene, og Jens besteg direktørposten ene mand. Efter 29 års utrætteligt arbejde sagde han i 2009 for første og eneste gang op, for i samarbejde med forlaget Modtryk at stifte børnebogsforlaget Alvilda. Alvilda tilkæmpede sig i løbet af få år en fyldig og på visse områder dominerende markedsposition. I 2019 opkøbte Alvilda forlaget Karrusel og har siden da drevet forlagsvirksomhed i både Danmark, Sverige og Norge.

Der er et par legender i den danske forlagsbranche, og indtil for få dage siden var Jens en levende en af slagsen. Hans fornemmelse for at vælge de rigtige bøger og udgive (eller genudgive) dem på det helt rigtige tidspunkt var altid forbløffende præcis, og han har da også været involveret i et svimlende antal af dansk forlagshistories allermest populære værker. Det være sig alt fra Steen og Stoffer, PIXI-bøgerne, Valhalla, Peter Pedal, Lene Kaaberbøl (særligt hendes Vildheks-serie), Garfield, Find Holger, Tintin, Vakse Viggo, Dragon Ball og hele mangabølgen, Storm P. og meget, meget mere. Derudover var han med til at udvikle Alvilda-Karrusel til også at være et af nordens stærkeste licenshuse med udgivelser fra Disney, Gurli Gris, Paw Patrol, Star Wars, Marvel og mange flere.

Jens var en tornado af modsatrettede kræfter. På den ene side lystbetonet og impulsiv, på den anden side utrætteligt arbejdsivrig og strategisk til fingerspidserne. Han insisterede på, at alle bøger skulle være rentable og rette sig mod en ledig plads på markedet. Men han havde samtidig en vilje til at udgive con amore-projekter og vilde eksperimenter, og det var i dette krydsfelt, at Jens’ enorme virketrang og kreativitet foldede sig ud. Over alt tronede samtidig et ufravigeligt ideal om omhu, ordentlighed og ærlighed. Enhver aftale skulle følges helt hen over dørtrinnet. Ethvert samarbejde skulle være drevet af gensidig respekt og et duracell’sk ønske om at skabe det bedst mulige resultat. Og enhver bog skulle være aldeles fejlfri og laves med henblik på evigheden – med det resultat, at mange af hans udgivelser netop har modstået tidens tand og står som moderne klassikere.

Det betyder ikke, at Jens var afholdt af alle. Jens arbejdede med dem, han respekterede, og resten måtte andre tage sig af. Det rakte tålmodigheden ikke til. Temperamentet sad til tider løst, og nogle har brændt sig på Jens gennem årene. Han styrede efter det bedste resultat, og så gav han ofte pokker i processen. Til gengæld varede uvejret aldrig mere end et flygtigt øjeblik, hvorefter alt nid var borte, og en ny kurs var lagt.

Hans vid og vingefang var enormt, og han forbød sig selv og alle omkring sig at tage genveje eller hoppe over de lave gærder. Han var en uforlignelig improvisator og kunne gentænke stort som småt med et par pennestrøg eller udregninger på bagsiden af en serviet. Jens’ barre var høj, måske den højeste, og de færreste kunne følge med eller se præcis derhen, hvor han skuede. Se frem i tiden kunne han dog ikke, så i stedet forsøgte han med hele sit væsen at skubbe og dreje verden derhen, hvor han mente, den skulle være. Ofte med stort held og helt til det sidste.

Jens talte ofte om, at han gennem hele sit liv stod med fødderne plantet i to forskellige verdener: den virkelige verden og eventyrets verden. Den eventyrlige verden var helt hans egen, og han fik adgang gennem læsning af Den gode historie. Og selvom kun få udvalgte blev inviteret med, var han drevet af ønsket om at finde, opleve og formidle fantastiske fortællinger til alle, store som små. Han søgte overalt og havde stor kærlighed til dem, der hjalp ham. Få måneder før sin død skrev han: ”Selv efter mere end fire årtier i forlagsbranchen føler jeg mig stadig som lærling.” Sådan var han ikke for de fleste. For de fleste var han en dreven mentor, et inspirerende omdrejnings- og holdepunkt og ikke mindst: det bankende hjerte i maskinen.

Hele Alvilda-Karrusel samt Modtryks bestyrelse og medarbejdere sender alle gode tanker til Jens Trasborgs familie. Han efterlader sig sin mand, sine to brødre samt sin mor.

Bisættelsen finder sted mandag den 5. september kl. 11:00 i Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke. Bagefter vil der være sammenkomst på Hotel Skt. Petri, hvor alle, der har kendt Jens gennem årene, er velkomne.

Forlagsdirektør Jonas Holm Hansen