Inden den troskyldige 16-årige Maria overhovedet har fået fortalt sin fire år ældre mand, tømreren Josef, at hun venter hans barn, opsøges hun af en tigger, der uvist af hvilke årsager ved, at pigen er frugtsommelig. Hun giver ham en smule af det lidt, de selv har at spise, og han takker ved at give […]
Inden den troskyldige 16-årige Maria overhovedet har fået fortalt sin fire år ældre mand, tømreren Josef, at hun venter hans barn, opsøges hun af en tigger, der uvist af hvilke årsager ved, at pigen er frugtsommelig. Hun giver ham en smule af det lidt, de selv har at spise, og han takker ved at give hende en håndfuld jord tilbage i madskålen. Jorden lyser sært, og Maria fornemmer, at hun, den ydmygeste af alle, er blevet opsøgt af en guds engel.
Kong Herodes beordrer alle nyfødte drengebørn i Betlehem myrdet. Josef hører nogle romerske soldater omtale de forestående drab og iler tilbage for at redde sin nyfødte søn, Jesus. Han advarer derimod ikke resten af byen og får dermed 25-30 børns blod på sine hænder. Indirekte, men alligevel. Denne undladelsessynd skal forfølge ham i drømme, til han – Josef – korsfæstes som 33-årig. Hvilket giver den da 13-årige Jesus anledning til fortvivlet at udbryde: “Fader, fader, hvorfor har du forladt mig?”
Senere antager en imponerende hyrde Jesus, som nu i sin egenskab af fårehyrde finder et fortabt får i ørkenen, hvor han første gang møder gud. Senere hjælper han brødrene Simon og Andreas med at fiske og viser sig at være ret dygtig til at spotte gevaldige stimer. I byen Magdala lapper den nuttede luder Maria hans blødende fødder sammen – og skænker ham hans livs første, men bestemt ikke sidste knald.
“Jesus og Maria fra Magdala tog afsked med en omfavnelse, der ikke syntes at få ende, og de kyssede også hinanden, men mindre dvælende, og det var der ikke noget mærkværdigt i, for det brugte man ikke dengang.”
(Typisk eksempel på den efterrationaliserende forfatterstemme).
Lyder historien lidt anderledes end i kirken? Så er det, fordi den portugisiske nobelpristager José Saramago mildest talt ikke er den største fan af hverken gud, bibel eller folk, der tror på den slags.
I “Jesusevangeliet” giver Saramago sin alternative version af, hvad der kan være hændt i Israel dengang for lidt over 2.000 år siden. Den (kontra)faktiske gendigtning ledsages af en sarkastisk fortællerstemme, der hverken skåner jøder, kristne eller romere for deres respektive tro.
Gud selv er en blodtørstig kræmmersjæl, der udnytter Jesus til at sikre sin egen udbredelse. Dengang var han kun gud for det relativt lille jødiske folk, men ved at ofre Jesus i en spektakulær martyrdød sikrer gud, at meget af resten af verden begynder at tro på ham. Djævlen er helt indforstået, for når flere folk tror på gud, vil de jo også tro på Djævlen. De to potentater er hver sin side af samme mønt. Gud er dog langt den mest durkdrevne af de to, skal man tro forfatteren.
Da romanen udkom i 1991, blev Saramago lagt for had af den katolske kirke, hvilket nok har været et lige så velkomment adelsmærke for det velskrivende tidselgemyt som den senere svenske krudtpris.
“Jesusevangeliet” er en vigtig bog i sin hudfletning af Det Nye Testamente, men stilistisk noget mere gumpetung end “Kain”, der udkom i 2009. Her tages Det Gamle Testamente under ukærlig behandling, og gud fremstilles atter engang som en smålig, selvmodsigende sadist.
Lån bogen på biblioteket
