Endnu et mesterligt eksempel på Jo Nesbøs evne til at fortælle en god og spændende historie, hvor handling, personer, stemninger og sprog går op i en højere enhed! Et rent pletskud til 10 skydeskivepoint og 5 krimihjerter.   Fra bogens bagside: Roy er mekaniker og lever et enkelt liv i en lille norsk fjeldbygd. Men … Continue reading Jo Nesbø: Kongeriget

Endnu et mesterligt eksempel på Jo Nesbøs evne til at fortælle en god og spændende historie, hvor handling, personer, stemninger og sprog går op i en højere enhed!

Et rent pletskud til 10 skydeskivepoint og 5 krimihjerter.

 

Fra bogens bagside:
Roy er mekaniker og lever et enkelt liv i en lille norsk fjeldbygd. Men freden bliver forstyrret, da hans lillebror, Carl, vender hjem med en ny hustru og vidtløftige planer. Carl er forretningsmand og vil bygge et stort hotel for at bringe nyt liv til bygden, men snart kommer hemmeligheder fra brødrenes barndom på tværs. Roy har altid beskyttet Carl, men måske er lillebroren denne gang gået for vidt til, at Roy kan være sin brors vogter?

 

Min anmeldelse:
Jeg har set nogle kommentarer til bogen gående på, at flere var meget skuffede, fordi det ikke var en Harry Hole-bog. Det samme skete, da Nesbøs Shakespeare-baserede “Macbeth” udkom. Og jeg bliver irriteret! Jeg bliver også skuffet. Hvis folk begynder en bog uden at vide ret meget om den, og så opdager, det er en anden bog, end de havde troet, er de selv ude om det. MEN døm ikke en bog på baggrund af egne skuffede (og sikkert forkerte) forventninger! Bedøm en bog som den er.

“Kongeriget” er ikke en Harry Hole-bog, men den er endnu et mesterligt eksempel på Jo Nesbøs evne til at fortælle en god historie, hvor handling, personer, stemninger og sprog går op i en højere enhed!

Bogens kongerige er 2 brødres gård og landområde langt oppe på fjeldet ved en mindre bygd. De har arvet den i fællesskab efter deres forældres død ved et trafikuheld, hvor de kørte ud over skrænten ved en fjeldside tæt på gården. Men var det nu et uheld? Det opklares sammen med flere andre helt særlige forhold, efterhånden som handlingen skrider frem. Skrænten spiller en vigtig rolle flere gange undervejs, og det samme gør det specielle forhold mellem de 2 meget forskellige brødre.

Det indbyrdes spil mellem brødrene er lige så komplekst og interessant som spillet mellem alle de øvrige personer i handlingen. Tilsammen rummer bogen et meget interessant persongalleri, der beskrives indgående og med en intens udvikling med overraskelser undervejs. Netop den måde, hele handlingen folder sig ud på, er noget af det gode ved at læse bogen. Det hele fortælles med sikker hånd, delvist ukronologisk og alligevel helt logisk.

Der er mange lag og temaer i historien, så dens beskrivelse som en spændingsroman er ikke helt dækkende. Den er også en krimi i kraft af sine dødsfald og efterforskning af dem. Samtidig er den en udkantsroman om situationen i et område med afvikling, og om hvor langt man vil gå for at skabe udvikling. Familierelationerne og kærlighedens vilkår er andre temaer.

Det er intens læsning, som også krydres med barsk humor og groteske optrin, der får mig til at tænke på forfatterens bog “Headhunterne”. Den nød jeg også at læse, og filmatiseringen var også god. Jeg kan sagtens forestille mig “Kongeriget” som film! Der er så mange gode billeder og spektakulære scener i bogen.

Jeg synes, bogen er et rent pletskud til 10 skydeskivepoint på min egen blog, og 5 store krimihjerter her: Fem krimihjerter

Jo Nesbø
Kongeriget
Modtryk, 2020
525 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Har du læst den? Hvad synes du?