Kommunikations- og projektmedarbejder (halvtid)

I Boghandlerforeningen er en nyoprettet deltidsstilling som kommunikations- og projektmedarbejder ledig til besættelse snarest muligt.

Boghandlerforeningen er boghandlernes brancheorganisation. Vi yder rådgivning og service til danske boghandlere og forsøger gennem kommunikation, lobbyarbejde og kampagner at styrke bogsalget og branchens image og at promovere læsning, især blandt børn og unge.

Du vil få ansvaret for daglige kommunikationsopgaver på hjemmesider, sociale medier og i nyhedsbreve og vil herudover arbejde med forskellige projekter til gavn for medlemmerne – fra korte seminarer om kommunikation til kampagner i samarbejde med eksterne partnere.

Du er kommunikationsuddannet, men har også mod på – og gerne erfaring med – at styre mindre projekter. Kendskab til bogbranchen vil være en fordel, men er ingen forudsætning. Anciennitet og alder er ikke afgørende – det vigtigste er, at du er idérig, kan kommunikere levende, præcist og korrekt, er vant til at redigere sociale medier og hjemmesider, kan administrere tid og opgaver selvstændigt og har et reelt ønske om at arbejde på deltid.

Du vil få frihed til selv at planlægge din arbejdstid inden for udstukne rammer. Foreningens sekretariat har til huse i Børsbygningen i det centrale København og omfatter i alt tre medarbejdere inkl. direktøren.

Hvis du er interesseret i stillingen, så send en motiveret ansøgning og et CV til Boghandlerforeningen på adressen info@boghandlerne.dk, mærket ”Kommunikations- og projektmedarbejder” senest den 26. januar 2020.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere