Vi har mange dinosaur-bøger stående på reolen herhjemme, men det er noget, som min femårige løbende vender tilbage til. Han synes, det er mega spændende, og han går op i at kende deres rigtige navne, …
Vi har mange dinosaur-bøger stående på reolen herhjemme, men det er noget, som min femårige løbende vender tilbage til. Han synes, det er mega spændende, og han går op i at kende deres rigtige navne, om de er plante- eller kødædere og hvem der var størst og stærkest. Og derfor elsker han at bladre i det her slags bøger og stille en masse spørgsmål.
Lige som alle de andre dinosaur-bøger vi har læst, så er det her en gennemgang af forskellige arter, hvad de stammer fra, deres navne, størrelse, hvad de spiser osv. Bogen er opbygget efter tidsalder, og vi bliver således taget gennem trias, jura og kridttiden. Hver dobbeltside har en flot illustration, der er tegnet efter den nyeste forskning, samt facts og en kortere tekst om dyret.
Så hvor adskiller denne dinosaurbog sig fra alle de andre? Set med de voksne briller er det megafedt, at der følger et fonetisk alfabet med, for det er tæt på umuligt at udtale de dinosaur-navne korrekt. Derudover så fortæller denne bog om, hvilke dyr der i dag stammer fra den pågældende dinosaur og det er sjov viden for børn. Og voksne.
Men ellers minder den meget om alle de andre – ment på den mest positive måde. Det er en god bog for enhver dinosaurentusiast, så har du en lille dinosaurfan derhjemme, er denne bog oplagt.
Bogen er desuden i et flot format og i en lækker mat papirkvalitet.
Kan du ikke få nok af dinosaurer, så læs også vores anmeldelse af Dinosaurium, Dinosaurmuseet eller Den ultimative dinopædi.
Johan Egerkrans, Alle tiders dinosaurer, Alvilda, 3. oktober 2019, 72 sider.