“Stadig mig” er efterfølgeren til Jojo Moyes mest populære romaner om Louisa Clark. Efter Will er død, vil Louisa gerne efterleve hans ønske om at leve livet fuldt ud. Hun føler det hele står stille …
“Stadig mig” er efterfølgeren til Jojo Moyes mest populære romaner om Louisa Clark. Efter Will er død, vil Louisa gerne efterleve hans ønske om at leve livet fuldt ud. Hun føler det hele står stille derhjemme og får job i New York, som assistent for en ung kvinde, der er gift med en stenrig mand.
Denne nye tilværelse er meget langt fra de mere beskedne kår, som Louisa kender hjemmefra. Men rige mennesker har også problemer og inden længe er Louisa blandet ind i en masse hemmeligheder og løgne.
Derhjemme venter den nye kæreste Sam, søsteren og resten af familien. Louisas to verdener er ikke sådan at forene og hun må langsomt til at finde ud af, hvem hun er og hvad hun egentlig vil.
Opholdet i New York går ikke helt som planlagt, men alligevel finder Louise den vej, som er hendes. Bogen binder nogle fine sløjfer på et par løse ender, der har været i de tidligere bøger.
Hvis man elsker Jojo Moyes, er denne bog et glædeligt gensyn med Louisa og hendes verden. Bogen er klart i den lettere ende af chicklit genren, men en gang imellem er det bare skønt at svælge i en bog, der kalder på smil, tårer og lidt krumme tæer.
Man kan ikke andet end at holde af Lou, der er som den skøre veninde, der fortæller om sine sjove oplevelser. Bogens tema, om at huske at leve livet og tage på de eventyr der byder sig, er aldrig en dårlig påmindelse.
Det må klart anbefales, at man læser de to første bøger i serien, før man kaster sig ud i “Stadig mig”.
Jojo Moyes er uddannet journalist, men debuterede i 2002 med romanen “Sheltering rain”. “Mig før dig” blev hendes helt store gennembrud og siden har hun skrevet en lang række romaner. Hun har modtaget mange forskellige priser og bøgerne er oversat og solgt i lande verden over.
Jojo Moyes: Stadig mig, Cicero, 457 sider, 2018