På bagsiden står der: “Du er ikke den første, og du bliver ikke den sidste” – det må man sige er en fin introduktion af Kæden af Adrian McKinty. Øvrigt fra bagsideteksten: “Din telefon ringer. En fremmed har kidnappet dit barn. For at befri barnet, må du bortføre en andens barn. Hvis du ikke parerer… Læs mere Kæden af Adrian McKinty
På bagsiden står der: “Du er ikke den første, og du bliver ikke den sidste” – det må man sige er en fin introduktion af Kæden af Adrian McKinty.
Øvrigt fra bagsideteksten:
“Din telefon ringer.
En fremmed har kidnappet dit barn.
For at befri barnet, må du bortføre en andens barn.
Hvis du ikke parerer ordre, mister dit barn livet.
Offer. Overlever. Kidnapper. Kriminel. Du er det hele.
Og nu er nu en del af Kæden.”
Kæden af Adrian McKinty
Kæden er velskrevet og letlæst. Bogen er ganske svær at slippe, når man først er begyndt – det er helt sikkert en fordel, at den også er forholdsvis hurtigt læst. Efter at have læst den, så synes jeg faktisk også, at det er en skam at bryde historien op i alt for små bidder, da den egner sig virkelig godt til at blive læst i et stræk.
Kæden er en thriller – men på sin vis synes jeg også, at historien er en form for domestic noir. Det er ikke en fortælling med et voldsomt stort persongalleri – og vi bliver fint introduceret for de personer, som er med. Jeg kunne godt have ønsket, at personskildringerne havde været lidt dybere. De vigtigste tanker og følelser, som det er meget let at sætte sig ind i, er dog godt beskrevet.
På en måde kom jeg til at holde med forbryderen – eller i hvert fald den, der er tvunget til at begå en forbrydelse. Måske er det ikke altid, at man vil synes, at personen handler korrekt, men så alligevel, hvor langt vil man selv gå i kærlighedens navn? Hvor går grænsen for ens etik og moral, hvis en man elsker er i fare?
Plottet er virkelig fantastisk. Det er vildt, påtrængende og hjerteskærende – tænk, hvis du selv blev en del af kæden? Hvad ville du så gøre? Som helhed er det ikke en blodig fortælling, men ganske hårrejsende. Desværre synes jeg, at slutningen er meget voldsom i forhold til resten af bogen, og det hele kommer til at gå lidt hurtigt. Der er også et par ting, som er med til at øge spændingen og de etiske dilemmaer, som jeg synes er lidt for tilfældigt.
I ganske korte kapitler følger vi hovedsageligt Rachel, som 3. persons fortæller. Sideløbende med Rachels udfordringer hører vi en smule om en anden karakter. Mere og mere om denne person åbenbarer sig undervejs – og til allersidst hænger det hele sammen og giver mening på en ganske gruopvækkende måde.
Noget af det, som jeg har skrevet kan måske virke lidt negativt – men sådan er mine følelser efter at have læst Kæden slet ikke. Det er som skrevet et fantastisk plot – og det er skræmmende uhyggeligt at tænke på, hvordan det ville gå, hvis man selv blev en del af kæden…
4 af 6 stjerner /Tine
Forlag: Hr. Ferdinand /Politikens forlag
ISBN: 9788740060218
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: The Chain
Oversætter: Lisbet Kjær Johansen
Sider: 380
___
Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.