“Om foråret kan jeg se blåregnen bølge i vinden. I vestlig retning blomstrer den så overdådigt, at den ligner violette skyer, som Buddha flyver på.”
Forlaget Vandkunsten har netop udgivet den japanske klassiker “Hōjōki. Den vemodige …

“Om foråret kan jeg se blåregnen bølge i vinden. I vestlig retning blomstrer den så overdådigt, at den ligner violette skyer, som Buddha flyver på.”

Forlaget Vandkunsten har netop udgivet den japanske klassiker “Hōjōki. Den vemodige eneboer” på dansk. På alle måder en lille genistreg. Selvom den er skrevet af munken Kamo no Chomeí for otte århundreder siden, nemlig i 1215, er den forbløffende aktuel i dag, hvor Coronaviruset holder verden i et nådesløst greb af fysisk distance og bekymring. Værket om isolation, sindsro og sjælefred lindrer, og er, måske mere end nogensinde før relevant for det moderne menneske.

Den buddhistiske munk skrev essaysamlingen i 1215, få år før sin død i 1216. Han blev født i 1155, og oplevede altså en række omskiftelige år i Japans historie. Selvom det er en filosofisk og religiøs bog, er den også meget vedkommende i dag, fordi den på en sproglig let tilgængelig måde skildrer livets enkelhed. Der reflekteres over tilværelsen som eneboer, og det, som et sådant selvisoleret liv fører med sig på godt og ondt. Og det gøres i et sprog, der er så poetisk og smukt, at man gisper efter vejret undervejs. For eksempel i bogens første essays, der reflekterer over livets forgængelighed og konstante forandring:

“Somme tider folder blomsten sig sammen, og duggen bliver hængende, men selv da er det kun en stakket frist, til solen går ned.”

Bogens centrale budskab er at lære at leve intenst i nuet. Det er også et af buddhismens centrale budskaber, men det er så sandelig også en nyttig lære i den vestlige verdens fortravlede liv. Skildringen af politisk uansvarlighed synes næsten helt moderne og forskellige foreteelser som epidemier og naturkatastrofer er uhyggeligt velkendte i dag. Og er altsammen noget, der især rammer den almindelige befolkning hårdt. Her viser forfatteren en helt moderne indignation over de ansvarlige myndigheders skalten og valten med både boligforhold og tackling af forarmelse.

I bogens afsluttende essay, som også er det mest poetiske, skildres Chomeís enkle liv som eneboer i de japanske bjerge. Her fremsætter han mange kloge tanker og diskuterer forskellige eksistentielle problemer, der er gode til at føre læseren ned i reflektionenens rum. For hvad giver mening når elementerne raser, når byer brænder og de enkelte menneskers verdener går under?

Det kan på det varmeste anbefales at holde en tænkepause med denne lille kloge bog, som også er meget velegnet som en fin filosofisk gave.

Desuden anbefales det også at læse det gode og informativt efterskrift skrevet af bogens oversætter, Kirsten Refsing. Heri gør hun rede for de relevante historiske og religiøse forhold i Japan omkring bogens udgivelsestidspunktet, hvilket tilføjer yderligere et spændende perspektiv.

Med denne perle af en bog bliver vi ikke bare klogere på livet og den japanske historie. Vi bliver også sendt på en vidunderlig rejse til bjergene udenfor Kyoto anno 1212. Jeg er forelsket. Jeg er betaget. Og ikke mindst er jeg blevet klogere.

Kamo no Chomeí: Hōjōki. Den vemodige eneboer, Forlaget Vandkunsten, april 2020, 1. udgave, 94 sider. Oversat fra japansk til dansk af Kirsten Refsing.