Kaya Hoff tiltræder som ny direktør for Forlaget Carlsen fra d.d. og afløser Christian Bach, der stoppede i fredags.

Kaya Hoff er 49 år og ny direktør for Carlsen, skriver forlaget i en pressemeddelelse. Hun kom til Carlsen som redaktionschef i 2017 fra en stilling som seniorredaktør på Gyldendal og har før det en lang og alsidig brancheerfaring som bl.a. oversætter og redaktør hos Egmont Kids. I 2021 blev hun forlagschef på Carlsen.

– Alle i forlagshuset Lindhardt og Ringhof kender allerede Kaya, som den positive, begavede og engagerede kollega, hun er. Kaya har i forvejen de sidste fem år spillet en afgørende rolle for at løfte indhold, udgivelser, forfattere og medarbejdere på Carlsen til et nyt højt niveau, så vi er rigtig glade for, at hun har sagt ja til at påtage sig opgaven, siger adm. direktør Lars Boesgaard.

Kaya Hoff er ligeledes begejstret og ser frem til sin nye rolle på forlaget og til at fortsætte strategien for Carlsen.

– Jeg glæder mig. Carlsen ligger mit hjerte nær, og jeg nyder det tætte samarbejde med medarbejdere og forfattere, illustratorer og alle de andre fantastiske mennesker, som tilsammen udgør holdet bag Danmarks største og bedste børnebogsforlag. Det arbejde glæder jeg mig til at  fortsætte i en ny rolle. Strategien er uændret, og Carlsen lander et rigtig flot resultat i år, lige som vi ser positivt på 2023. Vi har et utroligt stærkt hold og program, siger Carlsens direktør Kaya Hoff.

Forlaget Carlsen er Danmarks største børnebogsforlag og har siden 1942 udgivet børne- og ungdomslitteratur siden 1942.