For 25. gang har romanlæseklubber fra hele landet peget på en vinder af DR Romanprisen.
Lørdag eftermiddag på Dokk1 i Aarhus, fik forfatter Keld Conradsen overrakt det synlige bevis på, at han er dette års modtager af DR Romanprisen. Den 60-årige forfatter får prisen for bogen Byen og havet, der udkom på Modtryk den sidste dag i september. Med prisen følger 25.000 kr.
Keld Conradsen er uddannet geolog og filosof og har siden debuten i 2003 udgivet i alt syv bøger.
Det var 25. gang, at prisen bliver uddelt, og den adskiller sig ved, at det er romanlæseklubber fra landets biblioteker, der afgør, hvem der i sidste ende vinder DR Romanprisen. Inden de mere end 100 læseklubber læser, diskuterer og stemmer, er de nominerede blevet valgt via et samarbejde mellem DR, Litteratursiden og bibliotekerne.
De øvrige fem romaner var: Dorrit Willumsens Tjeneren og hans søster, Cecilie Lind Pigedyr, Kristian Himmelstrups Pio, Michael Holbeks Strøm og Lea Marie Løppenthins Livet går over sine bredder.
Foto: Kåre Viemose