I 300 år var vikingerne havets herskere i så stort et omfang, at de i nordisk historieskrivning har fået deres egen epoke. Vi bliver ved med at være fascinerede af dem, af deres skibe, deres …

I 300 år var vikingerne havets herskere i så stort et omfang, at de i nordisk historieskrivning har fået deres egen epoke. Vi bliver ved med at være fascinerede af dem, af deres skibe, deres samfund, deres religion og deres levevis.

Fra de første angreb på klostre til de permanente bosættelser og magtovertagelse i England og Frankrig satte vikingerne deres præg på Europa i en turbulent periode. Deres arv lever stadig, selvom vikingetogterne snart har været indstillet i 1000 år, men hvem var de egentlig? Hvordan levede de? Hvad troede de på, hvordan var deres skibe bygget og hvorfor blev de i stand til at tvinge selv datidens stormagter i knæ?

Det kan interesserede læse mere om i Havets Herskere af norske Kim Hjardar. Hjardar skriver nemlig, så alle kan være med. Havets herskere er 216 sider god formidling med flotte billeder, der fortæller om vikingerne, deres samfund og deres tid. Det er alt sammen pædagogisk forklaret, med vægten på overblik og forståelse. Havets Herskere er derfor en god bog for den forudsætningsløse læser (eller skoleeleven?) der gerne vil introduceres til vikingerne og deres begrebsverden.

Hvis man efter Havets herskere har fået mod på mere vikingetid, så anbefaler bogblogger Jeanette Varbergs prisbelønnede Viking, der er uomgængelig for den vikingeinteresserede læser.

Kim Hjardar: Havets herskere. 216 sider, Turbine. Oversat af Sigurd Toftdahl Terkelsen, udkom marts 2020