Kirstine

Der er i tidens løb skrevet mangt og meget om mordet på kong Erik Klipping i Finderup lade i 1286, så umiddelbart er der ikke noget nyt ved Lars Novrup Frederiksens roman der behandler dette emne – og så alligevel. Forfatteren giver os en helt ny vinkel på forløbet, ved at lade os se hændelserne […]

Lars Novrup Frederiksen har gjort et kæmpe forarbejde til romanen, og han har virkelig styr på de historiske detaljer. Udgangspunktet for romanen er et dokument fra 1274, hvor Stubber Kloster sælger en gård til den tidligere marsk Jens Kalv, mod at denne forpligter sig til at hans slægt i al fremtid forsyner klostret og sognets kirker med vin og oblater. Jeg kan ikke lade være med at være imponeret over at forfatteren kan få en så stor historie ud af et så simpelt dokument. Det er rigtig godt gjort.

Det der ærgrer mig mest ved “Kirstine”, er den måde forlaget tilsyneladende ikke har ønsket at bruge tid på redigering og korrekturlæsning. Bogens første halvdel er sej at komme igennem, og jeg skal ærligt indrømme at jeg var ved at opgive den flere gange. Bogens personer er flade og uden ret meget karakter, og handlingen bliver fortalt i stedet for at blive vist. Det er meget, så skete der det, og så skete der det, og derfor sagde han sådan og hun tænke sådan. Det er virkelig kedeligt. Men når man kommer længere frem i bogen er det som om forfatteren får sig skrevet varm. Pludselig får karakterern krop og personlighed, og jeg begynder at kunne skelne dem fra hinanden. Jeg begynder at holde af Kirstine og jeg bryder mig slet ikke om den grådige prior Mikkel Tavsen. Samtidig begynder forfatteren at vise mig hvad der sker, i stedet for at fortælle mig det. Derfor drages jeg ind i handlingen, og bliver en del af den. Det kan derfor ærgre mig, at forlaget tilsyneladende ikke har hjulpet forfatteren med at få bogens første halvdel til at være lige så intens og interessant som sidste halvdel, der jo tydeligt viser at Lars Novrup Frederiksen godt kan skrive.

Korrekturlæsningen, eller mangel på samme, er et kapitel for sig. Jeg er alvorligt bange for at jeg ikke overdriver (tværtimod, er jeg bange for), når jeg hævder at der på mindst 90 % af de 611 sider, er fejl i større eller mindre grad. At der er enkelte smuttere i en så omfangsrig bog, kan nok ikke undgås, men at adskillige stavefejl, tastefejl, og seriøst underlige formuleringer er sluppet igennem på stort set alle sider, er ganske enkelt en katastrofe. Disse fejl er ikke forfatterens skyld, det er den slags man har forlag til at luge ud i, og her har Hovedland ganske enkelt ikke løst opgaven. Det må f.eks. bare ikke ske, at navne på hovedpersoner ændrer stavemåde som vinden blæser.

Jeg håber at Lars Novrup Frederiksen vil kaste sig over at levendegøre vores gamle lands historie en anden gang, og jeg håber at han vil bruge et andet forlag til det. Når det (forhåbentlig) sker, vil jeg glæde mig til at læse bogen/bøgerne.