Bjarne Holm Hansen er ansat som ny kædedirektør i Kontur, Danmarks næststørste kædesammenslutning af uafhængige boghandlere, legetøjs- og hobbyforretninger.

Bjarne Holm Hansen tiltræder som ny kædedirektør for Kontur den 1. februar 2024. Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.

Han startede i bogbranchen i 1993, hvor han købte sin første boghandel, der siden blev udvidet til fire butikker, der nu gennemgår et ejerskifte. Bjarne har tidligere været bestyrelsesmedlem i InOut og Indeks Retail, der bl.a. driver Bog & idé.

– Det er glædeligt, at vi kan drage nytte af Bjarne og hans omfattende erfaring i bla. bogbranchen, udtaler bestyrelsesformand i Kontur, Steen Eistrup Wisler og tilføjer:
– Kontur er i dag Danmarks næststørste frivillige boghandlerkæde, og jeg er overbevist om, at Bjarne med sine ambitioner og idéer kan få vores kæde til at vækste til gavn for vores medlemmer.

Bjarne Holm Hansen, der har været konstitueret kædechef siden november sidste år, glæder sig til opgaven og udtaler:

– Jeg ser frem til at stå i spidsen for Kontur. Der er ingen tvivl om, at dansk detailhandel står overfor store udfordringer, og det kræver, at vi står sammen. Jeg er overbevist om, at jeg kan bidrage positivt til kæden, der er kendetegnet ved lave omkostninger og en stor grad af frivillighed. Med min baggrund og erfaring indenfor drift og strategi kan vi skabe endnu bedre betingelser for vores butikker, så det forsat er muligt at drive en fornuftig forretning.

Bjarne Holm Hansen afløser Steffen Kjærulff Fjord, der stoppede tilbage i november.