Tre forfattere og tre illustratorer er nomineret til Kulturministeriets forfatter- og illustratorpris for børne- og ungdomsbøger.

Siden 1954 har man i kulturministeriet hædret børne- og ungdomsbøger og i år er ingen undtagelse. Ud af i alt 16 værker, der har været shortlistet, er der nu fundet seks bøger der er i spil til de to priser; Forfatterprisen og Illustratorprisen.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger i en pressemeddelelse.
– Jeg er meget optaget af, at vi giver vores børn mulighed for at blive ført ind i litteraturens forunderlige univers. Ikke alene sætter læsning fantasien i gang, vi ved også, at læsning allerede i en tidlig alder udvikler børns evner til fordybelse og empati.
Hvert år viser børne- og ungdomslitteraturen i Danmark sit høje niveau ved at adressere nogle af de spørgsmål, som er helt centrale for vores børns hverdag. Blandt årets nominerende finder vi nogle virkelig stærke kandidater, som både leverer gribende fortællinger og levende illustrationer.

De nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger 2022:

Line Jensen for Helmut på flugt (Grønningen 1)
Peter Nordahl for En Muarnin for Eileen Green (Gads Børnebøger)
Vilma Sandnes Johansson for Tænk ikke på mig (Gutkind)

De nominerede til Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger 2022:

Jacinta Madsen for Lille træ (Gutkind)
Jan Oksbøl Callesen for Dumme lorteblomst (Jensen & Dalgaard )
Ane Bjørn for Påfugl (Gutkind)

Fakta om priserne
Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er blevet uddelt siden 1954, mens Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979. Prismodtagerne tæller blandt andre Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Signe Kjær og Tina Sakura modtog de to priser sidste år.

De nominerede til Kulturministeriets børnebogspriser er indstillet af udvalg bestående af fagfolk fra litteratur- og illustrationsbranchen, herunder repræsentanter fra Dansk Forfatterforening, Litteraturkritikernes Lav, Selskabet for Børnelitteratur (IBBY) samt Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur og Projektstøtteudvalg for Billedkunst.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt overrækker priserne i slutningen af marts. Med hver pris følger 75.000 kroner.