Kvinden i kahyt nr. 10

I lang tid havde jeg den tanke, at Agatha Christie ikke havde levet forgæves. Ruth Wares “Kvinden i kahyt nr. 10”, var længe “Døden på […]

I lang tid havde jeg den tanke, at Agatha Christie ikke havde levet forgæves. Ruth Wares “Kvinden i kahyt nr. 10”, var længe “Døden på Nilen” i en moderniseret udgave. Men så ændrede historien retning, og blev helt sin egen.

Lo Blacklock er journalist på et rejsemagasin i London. Da hun bliver inviteret med på et luksuriøst krydstogt, kommer det som en gave. Ikke alene kan opgaven betyde et karrierehop, men hun trænger i den grad også til forkælelse, glamour og champagne oven på et groft hjemmerøveri. Men ingenting går som planlagt. Den første nat vågner Lo ved støj og skrig fra nabokahytten. Fra sit vindue ser hun en person blive smidt over bord. Da Lo slår alarm, får hun at vide, at ingen savnes blandt gæster og mandskab. Desperat og på randen af sammenbrud, forstår Lo, at hun måske har begået en frygtelig fejltagelse. Eller også er hun fanget med en morder meget langt fra land.

Som i “Døden på Nilen” har vi et mord på et skib. Alle er isoleret, og ingen kan komme derfra. Morderen må stadig være ombord – men hvem er det? Der hvor Ware flytter sin historie i en anden retning, er der hvor det viser sig at der ikke er noget lig, og derfor heller ikke nogen morder. Men hvad var det så hun så og hørte?

Ruth Ware er fabelagtig til at skrue en spændingsroman sammen. Hun er dygtig til at lede sin læser frem til en fejlslutning, uden at man som læser føler sig ført nogen steder hen. I stedet føler jeg at jeg selv har regnet det ud. Når hun så har placeret mig hvor hun vil have mig, skubber hun let til historien, og jeg finder ud af at jeg ikke har forstået noget som helst. På den måde kan hun holde mig fangen fra første til sidste side. På den måde kan hun manipulere mig uden at jeg føler mig manipuleret. Så trods en stigende irritation over den tilsyneladende copy/paste fra “Døden på Nilen” i begyndelsen, måtte jeg ret hurtigt sande at Ruth Ware er helt sin egen. Intet er som det ser ud, heller ikke “Kvinden i kahyt nr. 10”.

Ware komponerer sin historie stramt. Der er ikke noget overflødigt, ingen dånen over det pragtfulde hav, den fantastiske båd, nordlyset og alt det andet der er med. Det er der bare, og resten er op til læseren. Derved lader hun mig blive en del af hendes fortælling, og derved bliver persongalleriet levende og troværdigt – for jeg har jo selv mødt dem alle sammen.

Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig meget til at læse mere af Ruth Ware?