I dag, den 24. august, fylder forlægger Lars Erik Strandberg 60 år, og vi har i den anledning stillet ham ’5 skarpe’.
Hvad har været den sjoveste oplevelse som forlagschef?
Det sjoveste (bagefter) var, da jeg som forlagschef på Aschehoug havde fået rettighederne til Jamie Oliver, og han skulle besøge Danmark for første gang. Få timer før han skulle ankomme, blev vi ringet op fra hans engelske forlag, der fortalte, at Jamie var kommet afsted uden pas via Holland, og at det var vores opgave at få ham ind i landet. Vi have 12 medier, inkl. to tv-stationer, linet op med halve timers mellemrum og signering i Illum for 500 mennesker undervejs. Ingen autoriserede instanser kunne skaffe Jamie de fornødne papirer, men så trådte Egmonts direktionschauffør og Fixer, Michael Andersen, i aktion. Han havde forbindelser til grænsekontrollen i Københavns lufthavn, og på vej derud ringede han fra limousinen til rette vedkommende med ordene: “Det er Michael. Når Jamie Oliver kommer, skal I bare lade ham komme igennem.” Og det var, hvad der skete, og vi kunne ånde lettede op.
Er der et emnefelt, du brænder mere for end andre?
Kunst, design og arkitektur har altid interesseret mig, og disse emner er da også Strandberg Publishings hovedfokus.
Hvor mange bøger læser du i din fritid og hvilken genre?
Jeg er heldig at have en hustru, der udgiver oversat skønlitteratur, så jeg læser meget på hendes anbefaling, og kun ting, jeg på forhånd ved, er gode. Aldrig krimier og meget sjældent biografier.
Hvem er din yndlingsforfatter?
Paul Auster. Har netop læst 4321, og den er fremragende.
Er der et værk, du er særligt stolt af at have udgivet?
‘Danske Designere’ i 15 bind i samarbejde med Louisiana og redigeret af Poul Erik Tøjner.