Tobias Mortensen har siden 1. oktober været konstituerende leder af Lejre Bibliotek & Arkiv. Nu får han rollen som permanent leder.

Tobias Mortensen er ansat som ny leder af Lejre Bibliotek & Arkiv. Han kommer fra en stilling som koordinator for Lejre Arkiv og har været konstitueret leder af Bibliotek & Arkiv, siden den tidligere leder, Lunde Ljungberg, stoppede 1. oktober. Det oplyser Lejre Kommune i en pressemeddelelse.

Den nye permanente leder er uddannet historiker fra Københavns Universitet, og har været ansat i flere positioner i Lejre Kommune siden 2011.

– Vi har ambitioner om, at Lejre Bibliotek & Arkiv i den kommende tid skal arbejde endnu mere med involvering af borgerne, og vi har derfor ansat en kandidat, som har en stærk faglighed på det område, siger Thure Dan Petersen, som er Centerchef for Kultur og Fritid i Lejre Kommune, og tilføjer:
– Tobias får derudover en bærende rolle i et spændende udviklingsarbejde, som også handler om at udvikle bibliotekets tilbud til børn.

Tobias Mortensen får ansvaret udviklingen af både bibliotek og arkiv, samt 11 medarbejdere, der er ansat i institutionen. Han glæder sig til muligheden for at være med til at gøre Lejre Bibliotek & Arkiv til borgernes foretrukne sted.

– Lejre Bibliotek & Arkiv skal i endnu højere grad være et sted, man glæder sig til at besøge. Et sted, hvor viden og kreativitet lever, og man kan lege sig til læring. Vi skal være et frirum for initiativ, og et sted hvor borgere i alle aldre kan blive en del af et meningsfuldt fællesskab, siger Tobias, der også privat er bosat i Lejre Kommune.

Foto: Lejre Kommune