Jeg er stor fan af Liane Moriarty, hvis romaner ved første øjekast kan virke som chick-lit, men de er meget mere end det: hun formår at lave spændende plots og at levere humor i tragiske …
Jeg er stor fan af Liane Moriarty, hvis romaner ved første øjekast kan virke som chick-lit, men de er meget mere end det: hun formår at lave spændende plots og at levere humor i tragiske fortællinger med et persongalleri, som er velbeskrevet. Liane Moriarty leverer gode thrillers.
Desværre lever “Et fængslende møde” ikke op til mine forventninger. Titlen lover, at det er en fængslende bog, og i handlingen bliver der også lagt op til, at Tranquillium resort kommer til at ligne et fængsel, men som læser skal man vente og vente på at komme dertil, hvor det rigtigt mærkes. Plottet fungerer ikke helt, og det bliver ret kedsommeligt.
Ni forskellige personer ankommer til et resort, hvor de eftersigende har købt ind på at blive transformeret. Men den transformation har forskellige omkostninger, såsom beordret stilhed og ingen øjenkontakt med de andre beboere og personalet, bagagen bliver ransaget og mobiltelefoner samt andre elektroniske devices bliver inddraget. Ja, selv her vil mange føle sig indespærret, og det fornemmer man da også, at deltagerne gør.
Hvert kapitel fortælles gennem en af karaktererne, både deltagerne på resortet og Masha, som driver det. Frances, en 56-årig ugift kvindelig forfatter, er drivkraften i historien, og hun sætter ord på, hvad der kendetegner de forskellige personer. Men hun kender ikke deres hemmeligheder, og derfor fungerer det godt, at vi møder dem “personligt” i kapitlerne. Masha er en russisk amazone, som har levet et liv som benhård erhvervskvinde, indtil den dag hun fik et hjertestop. Hun blev reddet, og hendes nærdødsoplevelse bruger hun til at sætte værdierne for resortet: hun vil transformere dem, der ikke lever op til deres fulde potentiale. Det ligger ligesom i luften, at hun har ret vide rammer for, hvad det betyder. Og ikke så mange begrænsninger. Som om hun med sin nærdødsoplevelse har en ret til at være herre over andre. For mig er det alt for søgt og ikke særligt troværdigt. Det stikker lidt ud, at hun gerne ville have videokameraer i alle værelser, men at de to ansatte, Yao og Dalila, mener, at det kunne få juridiske konsekvenser. For de er allerede langt ude på et skråplan i forhold til indtrængen på personlig grund. Og det bliver værre endnu for resortets gæster.
Der er momenter af spænding og gode fortællinger i løbet af bogen, men nogle af dem er lidt for letkøbte, og det er så ærgerligt, for der er meget potentiale at hente.
Liane Moriartys “Store små løgne”, der vises som tv-serie på HBO, er en af mine favoritromaner, ligesom “Vanvittig skyldig”, som er anmeldt her: Liane Moriarty: Vanvittig skyldig. I begge lader forfatteren karaktererne fremstå troværdige og genkendelige, og samtidig er der et hav af underliggende løgne, antagelser og uforudsigeligheder, som driver historien på en stærk måde. Liane Moriarty er en stærk fortæller, men jeg køber blot ikke helt “Et fængslende møde”. Bogen har flere lighedspunkter med Leonora Christina Skovs spændingsroman “Hvor intet bryder vinden”, som jeg fandt væsentligt mere velskrevet og især nervepirrende at læse.
Liane Moriarty, Et fængslende møde, Politikens Forlag. 480 sider. Udgivet 6. juni 2019. Oversat af Ariane Veiergang, Hans Larsen