Torunn har fundet sig til rette på Neshov, som hun efterhånden har sat sit eget præg på. Hun nyder sine dage på gården sammen med hunden Anna, besøgene hos farfar på plejehjemmet, jobbet i bedemandsfirmaet sammen med farbror Margido, hvor hun er ved at blive lært op i alle facetter til dette specielle job, som […]

Torunn har fundet sig til rette på Neshov, som hun efterhånden har sat sit eget præg på. Hun nyder sine dage på gården sammen med hunden Anna, besøgene hos farfar på plejehjemmet, jobbet i bedemandsfirmaet sammen med farbror Margido, hvor hun er ved at blive lært op i alle facetter til dette specielle job, som kræver en særlig styrke.

Farfar Tormod stortrives på plejehjemmet og er ikke til at lokke væk derfra – ikke engang på en køretur sammen med Torunn, og slet ikke til et besøg på Neshov, som ikke just giver ham gode minder. Dog er der også ting på plejehjemmet der irriterer ham, han kan f.eks. ikke få lov til at låse sin dør, og personalet synes ikke at være opmærksomme på en så naturlig ting som privatlivets fred. Nogle af de ansatte er emsige – andre rigtig flinke. Han ønsker at holde en distance, så vidt muligt klare sig selv, ikke være til besvær. Han værner om sit privatliv, kan sagtens hygge sig alene på værelset med sine bøger. Alligevel har han aldrig haft det bedre. Især nyder han Torunns og Annas besøg, den store glade hund får ham til at lyse op.

Krumme og Erland er ved at istandsætte en kæmpestor villa, arven fra Krummes far. Samtidig er Krumme gået på slankekur, hvilket i høj grad går ud over humøret og livsglæden. De to er ikke så fremtrædende figurer i denne bog, som de var i den sidste, og de er blevet mere afdæmpede, ikke helt så ”fjantede” og affekterede i deres dialoger, hvilket bestemt er befriende.

Det er Tormod, Torunn og Margido der er bogens egentlige hovedpersoner, med Torunn som den, der fylder mest. Og det er en god vægtning. Det er en glæde at følge Torunn videre i hendes liv på Neshov, hvor hun maler og lægger gulve, rydder op og rydder ud, istandsætter og i det hele taget stortrives.

Det er 5. bind i en serie – skrevet til os, der har læst Berlinertrilogien – det ville være synd at hoppe ind i serien her, dels fordi man så går glip af de fire første bind, dels fordi der er nogle historier om familien og de lidt specielle familieforhold, der forudsættes bekendt.

Bogen er meget følelsesladet, især når det kommer til det tætte forhold mellem Tormod og Torunn og alle de gamle fortielser, der stadig ikke tåler dagens lys. Den kan varmt anbefales – men læs hele serien, i den rigtige rækkefølge, så får du absolut mest ud af bøgerne.

Lån bogen på biblioteket