” Bølgen vendte tilbage under en af Østkystens værste vintre. Det år begik syv studerene selvmord (…).Dog tror jeg fuldt og fast på, at der må en være en måde at holde den i ave …

” Bølgen vendte tilbage under en af Østkystens værste vintre. Det år begik syv studerene selvmord (…).Dog tror jeg fuldt og fast på, at der må en være en måde at holde den i ave på, Bølgen. Indimellem, glimtvis, har jeg på fornemmelsen, at jeg kommer mysteriet nærmere for derefter at miste det i mørket igen. Én gang – kun én – strejfede jeg det næsten.”

I novellesamlingen “Vores døde verden” trækker den bolivianske forfatter Liliana Colanzi på et væld af litterære genrer; magisk realisme, realisme og science fiction. Læseren føres behændigt hid og did i et moderne, men forunderligt tidløst univers, der bevæger sig fra en biograf i Bolivia til en koloni på Mars.

Novellegenren er normalt karakteriseret ved en enstrenget stringent episk form, hvor en enkelt begivenhed er afsættet til historiens handling. Den tradition bryder Colanzi fuldstændig med i samlingens otte noveller. For eksempel starter novellen “Bølgen” med at beskrive en uforklarlig bølge af selvmord på et universitet, hvor fortællingens kvindelige hovedperson studerer. Vi fornemmer, at noget galt, men vi ved ikke hvad. Da hun får en opringning hjemmefra, og får at vide at hendes far er dødeligt syg, tager hun straks hjem. På vejen får vi en masse tilbageblik på hendes barndom, og læseren snydes til at tro, at det bliver hovedhandlingen. Men nej. På vej fra lufthavnen kører hun med en taxachauffør, hvis historie fylder resten af novellen. Læseren sidder uforløst tilbage.

Springet i tid, sted og fokusskift gør sig gældende i alle novellerne, hvor Colazi forfører os til at reflektere over sammenhængen mellem de mange historier og ikke mindst brudstykker af historier. Desværre samler historierne sig aldrig rigtigt til det hele, som læseren sukker efter. Men det er måske meget symptomatisk for den indirekte samfundskritik og det menneskesyn, der gennemsyrer alle novellerne. I novellen “Fortælling” med fugl snydes en indianerstamme på det groveste, og i titelnovellen “Vores døde verden” er der en bidende kritik af en atomulykke i det daværende Sovjetunionen, der tvinger flere mennesker til at rejse til Mars.

Smukt beskriver novellerne, hvordan hovedpersonerne drømmer sig tilbage til et paradisisk liv før naturødelæggelser, begrænsende normer, racisme og skepsis ødelægger barndommens forjættede land. Det er en meget raffineret form for samfundskritik, og novellesamlingen er på alle måder værd at stifte bekendtskab med. Men ve dig! Vi kommer aldrig helt tæt på mysteriets kerne!

Liliana Colanzi: Vores døde verden, Forlaget Silkefyret, 129 sider, oversat til dansk af Sabine Dueholm Bech og Marie Groth Bastiansen, udgivet i januar 2020.