Litteraturfestivalen Lille Bogdag fejrer sit 10 års jubilæum med at skrue op for årets program.

Lille Bogdag foregår ganske vist traditionen tro på Johan Borups Højskole, men alligevel er i år noget ganske særligt. For litteraturfestivalen kan nemlig fejre 10 års jubilæum, og i den anledning er der skruet op for årets program.

Således kan man over de to dage opleve mere end 70 personer optræde med oplæsning, musik, kunst og meget mere. Dertil kan man i den store sal møde, sludre med og hilse på over 50 små små kvalitetsforlag og tidsskrifter.

De mange og vidt forskellige programpunkter er opdelt i forskellige tematikker såsom ‘Identitet, ‘Håb’, Ophavet’ og ‘Spekulative spejle’. Derudover er der begge dage hele fire udstillinger med boghåndværk.

Vanen tro er det sidste punkt på programmet uddelingen af Asger Schnack Prisen, der hylder, dem der arbejder for litteraturen og de små, uafhængige forlag.

I år er Det Lilla Rum, Laboratory for Aesthetics and Ecology og OVO press nomineret til prisen.

Lille Bogdag foregår på Johan Borups Højskole d. 11.-12. maj og det er ganske gratis at deltage. Hele programmet kan ses her: Lille Bogdag program 2024