Den aldrende kommissær Bäckström sendes ud fra Stockholm til provinsen for at assistere med opklaringen af et sexualmord, og aldrig har en hovedperson været en så usympatisk tølper. Bäckströms tanker afslører et rablende depraveret menneskesyn og en arbejdsmoral der er tæt påat være ikke-eksisterende. Han er racist, sexist, alkoholist und so weiter. Persson skriver ‘ […]
Den aldrende kommissær Bäckström sendes ud fra Stockholm til provinsen for at assistere med opklaringen af et sexualmord, og aldrig har en hovedperson været en så usympatisk tølper. Bäckströms tanker afslører et rablende depraveret menneskesyn og en arbejdsmoral der er tæt påat være ikke-eksisterende. Han er racist, sexist, alkoholist und so weiter.
Persson skriver ‘ Til Maj Sjöwall og Per Wahlöö – som gjorde det bedre end næsten alle andre’ og kalder sågar sin roman for ‘En roman om en forbrydelse’, ganske som forgængerne. Arven efter de store svenskere er til at tage og føle på. Et blik på udgivelsen afslører alt for nemt den altafgørende forskel: i omfang er der ikke meget Sjöwall/Wahlöö over Persson, der bruger mere end 500 sider, over det dobbelte af hvad der var gængs for Sjöwall/Wahlöö. Og det er et problem når de mange sider afdækker en handling der bedst kan beskrives som kørende i ring. Bäckström deler ordrer ud, deltager i et par møder, drikker godnatpils med Rogersson og sover, mens den øverste politiledelse fremstilles som lallende dilettanter, og aviserne har fat i en forkert ende og blæser bagateller op til skandaler. Derefter spoles tilbage til Bäckström og man tager en runde mere. Om og om igen. Persson kunne snildt skære en tredjedel væk og opnå et bedre produkt. Læseren begynder at skimme teksten, og først bogens sidste hundrede sider byder på nyt, hvor en hovedmistænkt samt to nye, og dygtige, betjente introduceres. Det havde Sjöwall/Wahlöö gjort længe inden.
Beskrivelserne af personerne er for flade til at personudviklingen over fortællingen kan træde i fokus, når handlingen træder vande. Der gøres heller ikke nogen forsøg på at arbejde med figurerne, det er slet ikke Perssons pointe. Det havde ellers kunnet løfte historien. Kun kommissær Lewin plages af mareridt, men det føles som ret uvedkommende afbrydelser. Der i øvrigt og plages af gentagelse, det drejer sig hver gang om en rød barnecykel.
Persson skriver godt, med masser af humor, og en meget seriøs behandling af politifaget, men handlingen burde have været afviklet på det halve sideantal. Så havde der nok også været lidt spænding, for med tiden bliver morderens identitet mere og mere ligegyldig. Man har tabt interessen. Synd, for der er egentlig ikke steder hvor bogen er skidt udført, den er bare alt, alt for lang.
Lån bogen på biblioteket
