Under polarisen er en smuk og lærerig børnebog med masser af underholdende læring om dyrelivet i havet, om vejrforhold og arktiske økosystemer. Om alger, is, plankton, hvaler og fisk.
I kan sammen læse om nordlys og …

Under polarisen er en smuk og lærerig børnebog med masser af underholdende læring om dyrelivet i havet, om vejrforhold og arktiske økosystemer. Om alger, is, plankton, hvaler og fisk.

I kan sammen læse om nordlys og om hvor meget is rent faktisk kan fortælle os om fortiden, og bogen forklarer også, hvordan dyrene kan holde varmen under isen og hvor meget forskellig is, der findes.

Det er samtidig en meget aktuel bog, der taler om klimaforandringer, miljøforurening og andre ting, der udfordrer planetens økosystemer i øjeblikket. Til sidst i bogen er listet en række forslag til ting, vi som enkeltpersoner kan gøre for at belaste klimaet mindst muligt. Der er ikke tale om en skræmmende dommedagsbog, men en fint balanceret oplysende fagbilledbog for børn.

Illustrationerne i bogen er simpelthen så smukke, og det er en lige så stor fornøjelse for den voksne højtlæser, som det er for barnet der lytter. Lytter og stiller et hav af spørgsmål, fordi der er så mange spændende ting at spørge til.

Bogen er i god kvalitet med tykke, lækre, bladrevenlige sider og illustrationerne er detaljerige, farverige og skønne at se på.

Min femårige testlæser har været rigtig glad for at læse den og det er en oplagt julegave til et barn, der interesserer sig for havdyr og alt der foregår under vandet.

Line Renslebråten: Under polarisen, Straarup&Co, juni 2019, 104 sider.