Litterær førstehjælp til sårbare unge

Rachel Röst er vokset op i en mormonfamilie, hvor man ikke talte om følelser.
– Allerede fra jeg var helt lille, levede jeg et liv i synd og skam og følte mig meget alene. Nærmest alt, hvad jeg gjorde og tænkte, var syndigt ifølge min families tro, fortæller Rachel Röst.

Litteraturen blev hurtigt det sted, hun søgte tilflugt i, når livet med hendes dominerende far og stærkt medicinerede, depressive mor blev for meget. I bøgerne kunne hun læse om alt det, man ikke talte om derhjemme som for eksempel følelser og seksualitet, og samtidig mødte hun en række stærke kvinder, som kunne fungere som de forbilleder, hun manglede derhjemme.

Mange af bøgerne var det utænkeligt at tage med hjem til familien, så dem læste hun i en sofa på biblioteket, Det kunne være bøger som ’Kvinde kend din krop’. Andre lånte hun med hjem.
– Biblioteket lå på vejen hjem fra skole, og jeg kom der flere gange om ugen. Jeg begyndte at gå derover i de helt små klasser, selvom det i starten var begrænset, hvad jeg kunne læse.
Bøgerne blev den ventil, hun havde brug for. Hun havde det ikke godt derhjemme, men omvendt troede hun, som de fleste børn, at det, der foregik, var normalt. I litteraturen fandt hun ud af, at der var andre måder at leve på.

Skiftede bøgerne ud med hash

Rachel Röst var ikke den eneste, der kunne se, at hun ikke havde det godt derhjemme, og da hun var 16 år, blev hun anbragt på en ungdomspension. Her fandt hun hurtigt ud af, at bøger ikke var noget, man læste. Det nærmeste bibliotek lå to busser væk, og på institutionen var der ingenting at læse i. De bøger, hun havde smidt i tasken hjemme i Urbanplanen, læste hun mere end én gang, inden hun droppede det og fandt en ny måde at glemme sine problemer på.
– De fleste andre, der boede på ungdomspensionen røg hash, så det begyndte jeg også at gøre. Der var ekstremt lave forventninger til os fra pædagogernes side, og der var intet at lave, så det var stort set det eneste fællesskab, der var, fortæller hun.

Dengang tænkte hun ikke over det på dén måde, men da hun 20 år senere stiftede Læs for Livet og ville have bøgerne ud til de anbragte, blev hun mødt af pædagoger, der syntes, det var synd for de unge at bede dem om at læse.
– Mange socialpædagoger ser bøger som noget, der lægger pres på de unge og vil i bedste mening skåne dem, fordi de har haft nederlag nok. Men det er et misforstået hensyn at tage, siger Rachel Röst.

Ideen til Læs for Livet opstod i 2012. Rachel Röst var i fuld gang med at jonglere livet som enlig mor og studerende, da det slog hende, at hun kunne bruge sin egen historie til at gøre en forskel.
– Det var en måde at gøre min historie meningsfuld på, så det, jeg havde været igennem, ikke havde været forgæves. Jeg var ekspert her og kunne bruge min erfaring til virkelig at gøre noget for andre.

Arbejdede i tre år uden løn

Rachel Röst startede Læs for Livet hjemme i sin lejlighed i 2012. Planen var, dengang som nu, at forære gratis, skræddersyede biblioteker til anbringelsesstederne.

I starten skaffede hun bøger til projektet gennem sit netværk af illustratorer og forfattere. Siden tog hun kontakt til forlagene, hvor hun blev mødt med stor velvilje, og snart tårnede læsestoffet sig op i lejligheden, hvor hun boede med sin lille søn.

Anderledes var det at få institutionerne til at tage imod. Der blev hun mødt af socialpædagoger, der i bedste mening ville skærme de unge for litteraturen.
– Jeg brugte meget tid på at finde ud af, hvad de var bange for, og hvordan jeg kunne overbevise dem. Udover at henvise til forskning og egne erfaringer, blev jeg en god sælger.

I tre år brugte Rachel Röst al den tid, hun kunne skrabe fri omkring universitetsstudiet til at få Læs for Livet ud i verden. Hun kontaktede forlag, besøgte institutioner, søgte fonde, sorterede bøger. Al hendes tid var ulønnet, økonomien var presset, og på et tidspunkt voksede bøgerne ud af lejligheden. Hun var nødt til at finde et arbejdslokale, der var nogenlunde til at betale.
– Jeg fandt en kælder, hvor fællestoilettet lå nede ad gangen og lugtede af skimmelsvamp. Jeg havde ikke fået løn i flere år. Udefra set ville det måske have givet mening at droppe det på det tidspunkt, men det kunne jeg ikke.
Jeg ville lykkes med det.

I samme periode begyndte folk at kontakte Rachel Röst. De havde hørt om Læs for Livet og ville gerne være frivillige i hendes organisation.
– Det var dejligt at opleve, at der også var andre, der kunne se meningen med det. Men økonomisk hang det virkelig ikke sammen.
Da 2015 lakkede mod enden, havde Rachel Röst ikke fået løn for sit arbejde i tre år. Det så virkelig sort ud. Men så kom redningen: Hun fik en henvendelse fra Egmont Fonden, som gerne ville støtte Læs for Livet med seks millioner kroner.

Fra Andeby til bøger om selvskade

Donationen gjorde, at Læs for Livet kunne fortsætte og i dag består af et lønnet sekretariat på seks medarbejdere. Derudover er der en kreds af 40 frivillige, der arbejder for den sag, som Rachel Röst fik idéen til i sin lejlighed for ni år siden. Den skimmelramte kælder er skiftet ud med lyse og tørre lokaler, og overalt er væggene foret med reoler fulde af bøger, som er doneret af forfattere, forlag og andre, der gerne vil støtte op om projektet. I øjeblikket står omkring 80.000 bøger i reolerne og venter på at komme ud og møde de helt rigtige læsere. Rundt omkring på bordene ligger stakke af bøger, der er ved at blive sorteret.
– Vi skræddersyr bibliotekerne til den enkelte institution hver gang, og vi er ikke litteratursnobber. Jumbobøger er lige så gode som bøger om rummet eller klassiske romaner.

De unge er selv med til at vælge, hvordan deres bogsamling skal se ud. Hvert bibliotek rummer omkring 600 bøger og bliver sat sammen ud fra de unges ønsker.
– Vi tager ud og spørger dem, hvad de gerne vil læse om. Det er ret enkelt. Ofte vælger de både noget, der ligger langt fra deres eget liv, og noget, der er enormt tæt på. Det kan være bøger om piger, der skærer i sig selv for eksempel.

Bøger i reolen er en succes i sig selv

Når en institution først har fået et bibliotek fra Læs for Livet inden for dørene, bliver det ved med at udvikle sig i takt med, at nye børn og unge flytter ind. De anbragtes indflydelse på, hvilke bøger de får, kan måske forklare en del af succesen, for bøgerne bliver læst, og det sker på de unges eget initiativ.
– Vi følger altid op ude på institutionerne, og der får vi at vide, at bøgerne bliver læst. Det bliver et frirum for de unge, men også et sted hvor de kan blive klogere på sig selv, siger Rachel Röst.

Det glæder hende, at bøgerne ikke samler støv, men selv hvis de gjorde, ville det stadig være en succes, fortæller hun. Hun henviser til forskning, der viser, at det er mere sandsynligt, at man læser højt for sine egne børn, hvis man er vokset op i et hjem med bøger – selv hvis de aldrig forlod reolen.

Pædagogernes tilbagemeldinger overrasker hende ikke. Anbragte unge har ligesom alle andre brug for noget at spejle sig i. Samtidig har de måske mere end de fleste brug for trygge steder at flygte hen, og der er bøgerne et godt bud, mener Rachel Röst.
– Bøgerne kan noget helt særligt. Der sker noget i hjernen, når vi læser. Vi er nødt til at forestille os alt det, der sker, i stedet for at få det serveret i en film, og vi træner vores empati, når vi lever os ind i forskellige menneskers vilkår. En genre som krimien gør os derudover bedre til at forudsige konsekvenserne af vores handlinger, fortæller hun.

På nuværende tidspunkt har Læs for Livet etableret biblioteker på omkring halvdelen af landets cirka 600 institutioner for anbragte børn og unge. Planen er at nå ud på de sidste, men ambitionerne stopper ikke der. Læs for Livet arbejder i øjeblikket hen imod, at alle sårbare unge skal have adgang til bøger, hvor de er – også selvom de stadig bor hjemme eller eksempelvis er indlagt i psykiatrien.

Oprindeligt udgivet i BogMarkedets årsmagasin fra 2021

Tekst: Anne-Helene Merkelsen

Foto: Simon Læssøe