Sommeren over byder parken omkring kunstmuseet Louisiana i Humlebæk på mindre arrangementer i stedet for Louisiana Literature-festival, der desværre måtte aflyses i år som så meget andet.
”Vi er utrolig glade for at kunne slå et slag for forfatterne og dansk litteratur – og at kunne gøre det live for museets gæster i parken”, fortæller festivalleder Christian Lund.
Fanen holdes højt for litteraturen – i hvert fald så højt som muligt, nu den årligt tilbagekommende festival desværre måtte aflyses i år på grund af COVID-19. Festivalen lover at vende tilbage næste år.
Søren Ulrik Thomsen, Peter Adolphsen, Harald Voetmann, Adda Djørup, Pia Tafdrup, Stine Pilgaard, Knud Romer, Jeanett Albeck, Jens Albinus og Jomi Massage er blandt de navne, man sommeren over kan møde på museets sommerscene i parken.
Der bliver oplæsninger, performance og samtaler.
Første arrangement er på onsdag den 24. juni klokken 19 med poetry slam med Naiha Khiljee, Adda Djørup læser op fra ‘Bulgakovs kat’, der udkom tidligere i år, og Harald Voetmann præsenterer sin spritnye bog, ‘H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog’.
Programmet for de litterære aktiviteter bliver løbende meldt ud på festivalens sociale medier, Facebook og Instagram.
—
Foto: Louisiana Literature 2018.