Under BogForum 2017 lancerede bibliotekernes litterære portal, Litteratursiden.dk, sit nye design, og det er blevet modtaget ganske positivt af læserne.

Det er nok meget få i bogbranchen, der ikke er bekendt med Litteratursiden. Siden har eksisteret officielt siden 2002, hvor den blev erklæret åben af daværende kulturminister, Brian Mikkelsen. Ideen og tidlige anslag til at etablere portalen går dog næsten tyve år tilbage i tiden, hvor en gruppe folkebiblioteker besluttede sig for at etablere en fælles hjemmeside, hvor læserne kunne finde forfatterportrætter, inspirationslister, litterære analyser, anmeldelser og temaer – disse bestanddele udgør stadig det vigtigste indhold på siden, også efter det nye design er blevet implementeret. I de sidste mange år har stort set alle biblioteker deltaget i samarbejdet.

Det er Danskernes Digitale Bibliotek (DDB), der gennem Kulturstyrelsen har finansieret relanceringen og sikrer samspillet mellem Litteratursiden og bibliotekernes øvrige digitale tilbud. DDB er et såkaldt forpligtende samarbejde mellem bibliotekerne, repræsenteret ved Kommunernes Landsforening, og Kulturministeriet. DDB’s opgave er ”at skabe en fleksibel og ressourceeffektiv platform til formidling af digitale materialer via samarbejde, at øge udbredelsen og anvendelsen af digitale bibliotekstilbud og at fremme borgernes muligheder for selv at skabe indhold.” Samtidig med renoveringen af Litteratursiden overgår IT-driften til DDB. Litteratursidens redaktion har fortsat ansvar for og frihed til at beslutte den redaktionelle profil og indholdet på selve sitet.

Undgik at blive hacket

Brugerne af Litteratursiden har generelt reageret positivt på det nye design, selvom det adskiller sig markant fra det gamle, der har eksisteret siden den første renovering i 2009. ”De synes, designet er flot og professionelt,” siger Lise Vandborg, Litteratursidens chefredaktør. ”Nogle siger, at de har lidt svært ved at finde nogle af tingene. Det skyldes, at der fortsat er elementer som for eksempel boglisterne på sitet, som vi ikke er helt færdige med at få vist i designet. De skulle blive klar i løbet af de kommende uger.”

Som chefredaktør har Vandborg også, i samarbejde med DDB, haft hovedansvaret for Litteratursidens fornyelse, og hun forklarer her til BogMarkedet, hvorfor det var på tide med et nyt design og en ny bagvedliggende teknisk struktur:

”Den primære grund til, at sitet skulle laves om netop nu, var, at den gamle version byggede på en forældet version af Drupal (et værktøj til opbygning af hjemmesider, red.), som ikke længere bliver sikkerhedsopdateret og derfor nemt kunne blive hacket. Heldigvis nåede det ikke at ske! Derudover var Litteratursidens indhold tidligere opdelt i sektioner, eksempelvis anmeldelser, lister, temaer og analyser. Mens den opbygning afspejler, hvordan vi brugte nettet for ti-femten år siden, så er brugernes tilgang til digitalt indhold anderledes i dag. Derfor ville vi sammen med DDB og Kulturstyrelsen gerne designe sitet, så det i højere grad afspejler brugernes adfærd, samtidig med at vi nu håber at kunne give vores brugere endnu mere inspiration, viden og fordybelse.”

Sådan virker Litteratursiden nu

Naturligvis må Litteratursiden også følge med den måde, læserne anvender hardware på, og som alle andre hjemmesider indrette sig efter, at man nu browser fra mobile enheder i stadig højere grad, i forhold til tidligere hvor man enten brugte sin computer eller spurgte en bibliotekar på biblioteket. Vandborg siger:

”Navnlig de unge finder det indhold, de skal bruge, ved at søge på enten en bogtitel eller en forfatter. De vil gerne have alt relevant indhold samlet i ét søgeresultat, og derfor er det nu enten værket eller forfatteren, der er omdrejningspunktet på sitet. Skriver man for eksempel titlen på den kommende bog i DR Romanklubben, Hvor der er fugle, findes både anmeldelse og analyse ét sted, samtidig med at man får præsenteret forfatterens andre bøger og relateret indhold som her andre slægtsromaner. Den nye version af Litteratursiden er således mere intuitivt opbygget, og navigationen er forenklet ved, at alt indhold og debat om den enkelte bog samles ét sted.

Der sker også nye ting på indholdsfronten, selvom man som nævnt fortsat vil kunne finde temaer, analyser og de andre ting, man kender fra Litteratursiden. Anmeldelserne på siden ændres dog på ét særligt punkt. Omtrent 12 % af de små 9000 boganmeldelser, der ligger på siden, er skrevet af brugerne og altså ikke af professionelle bedømmere. Fra nu af begrænses brugeranmeldelserne til at figurere under en redaktionel anmeldelse af en bog. Lise Vandborg forklarer: ”Grunden til denne ændring er, at på trods af forskellige ikoner for henholdsvis redaktionelt og brugerskabt indhold er vores redaktionelle anmeldelser ofte blevet forvekslet med brugeranmeldelser af såvel professionelle som almindelige læsere. Dette er ikke mindst problematisk, når anmeldelserne bruges i undervisningen på skoler og videregående uddannelser, hvor det kræves, at indholdet er skrevet af fagfolk og har været igennem en redaktionel proces.”

Vandborg fortsætter: ”Den nye version af sitet har samtidig været en anledning til at skærpe den redaktionelle profil generelt og sætte endnu mere fokus på den troværdige formidling af godt indhold, hvor der ikke er tvivl om, at kilden er en fagperson. Omdrejningspunktet på det nye site er den personlige og faglige formidling af bøger med viden, entusiasme og kant.”

Mere end blot en bog-database

Litteratursiden har 7000 unikke besøgende om dagen og 400.000 hits om måneden, hvilket indikerer, at sidens brugere gerne udforsker siden lidt, når de først er kommet ind på den. Det nye design har ikke haft nogen negativ indvirkning på antallet af hits, og Vandborg oplever stort set kun positiv respons fra brugerne: ”Mange læsere har også givet udtryk for, at det er blevet et indbydende og lækkert design. På BogForum i forrige weekend fortalte rigtig mange, at de synes, at designet var blevet vildt flot og tjekket!”

Udover anmeldelserne har redaktionen gennem årene produceret 1100 forfatterportrætter ud fra en stadigt voksende pulje af forfattere i Litteratursidens system. Denne pulje er i øjeblikket på 14.500 forfattere. Til det store arbejde med at holde siden opdateret med indhold er der, udover chefredaktør Lise Vandborg, deltidsansat fem redaktører med forskellige ansvarsområder. De fleste redaktionsmedlemmer har baggrunde i litteraturhistorie eller dansk/nordiske studier, mens de over 50 engagerede anmeldere, der er tilknyttet siden på frivillig basis, er bibliotekarer og formidlere fra bibliotekerne. Dertil kommer litterater og forfattere, der hyres ind på freelancebasis for at skrive artikler og analyser.

Ifølge Vandborg burde de sidste uundgåelige mangler ved det nye design være rettet til og Litteratursiden oppe at køre på fuld kraft inden jul. BogMarkedet ønsker tillykke med det vellykkede nye design.