Livet i digte

Gennem 49 digte, leder Michael Michalik Andersen sin læser igennem et helt liv. Eller i hvert fald noget af et liv. Normalt tænker vi livet som noget der begynder ved fødslen, og afsluttes med døden. Men der er ingen afslutning i “Livet i digte”. Sammenholder man indholdet med digtsamlingens titel, er det som om der mangler noget. I “Livet i digte” slutter livet med at man bliver gift og får børn. Børnene vokser ikke op, og der er ikke noget liv efter at børnene er fløjet fra reden. Der er ingen alderdom, og der er ingen afslutning. Havde digtsamlingen f.eks. heddet “Livsdigte”, ville jeg nok ikke have siddet med samme uforløste følelse efter endt læsning. Men nu hedder digtsamlingen “Livet i digte”, og forsiden prydes af billeder af billeder af en dreng, en ung mand og en gammel mand, hvilket ligesom understreger titlen. Men indholdet slutter halvvejs.

Digtene består af korte linjer. Små sætninger og enkeltstående ord. Der er ikke noget billedsprog, og ikke plads til læserens egen fortolkning af livets forskellige stadier. Digtene har meget karakter af opremsning, og involverer tilsyneladende ikke andre end forfatteren selv. Jeg er ikke i tvivl om, at det har været godt for Michael Michalik Andersen selv, at skrive digtene, men netop fordi de er så opremsende og endegyldigt konstaterende, siger de mig ikke noget. De giver mig ikke rigtig mulighed for at tænke videre over ordene, eller at tage digtene til mig og læse mig selv ind i dem. For jeg er ikke forfatteren, og jeg kan ikke relatere til disse nedslag i hans liv.

Tillad mig et eksempel, der illustrerer min oplevelse. Digt nr. 26., med titlen “Klørbonde” lyder:

Lille sjov fyr med små briller.
Man skal ikke lade sig snyde.
Visdommen er stor – som hos en troldmand.
Humoren, berigende og befriende.
Altid rolig, ikke tid til uvenskab og fjender.
Til det er livet for kort.
Øl og skrabelodder.
Livsnyder.
Lykken rammer tit dem der tror.
Du gjorde det – troede på lykken.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvem er det forfatteren fortæller om her? Hvem er “Klørbonde”? Vedkommende lyder umiddelbart som en hyggelig fætter, men da jeg ikke er forfatteren og ikke sidder inde med hans baggrundsviden, og derfor ikke ved hvad der tales om, siger det mig ingenting.

Digte kan være smukke, også selv om man ikke umiddelbart forstår meningen, men fordi sætningerne er bygget godt op og ordene udvalgt med omhu. Fordi de danner billeder på læserens nethinde, og giver plads til at læseren kan synke ned i dem og lade dem folde sig ud. Ovenstående eksempel består af 10 korte konstateringer, og jeg kan hverken gøre fra eller til. Desværre er det også tilfældet for de øvrige 48 digte.

Forfatter:
Michael Michalik Andersen

Forlag:
Mellemgaard

Udgivet:
2017

Sider:
56

Kategori:
Digte

Af samme forfatter