Livet i en glasklokke

Titel: Livet i en glasklokke

Forfatter: Susanne Elisabeth Longhi

Forlag: Mellemgaard

Udgivet: 2016

Sider: 156

Bedømmelse: 1/5

Anmelder: Pipaluk

Dette er et anmeldereksemplar, men mine meninger er fuldt ud mine egne. 

Handling:

Forfatteren fortæller om livet med Aspergers og ADHD igennem personlig erfaring og foredrag. 

Min mening:

Ej, hvor blev jeg skuffet over denne bog. Jeg kunne rigtig godt lide hendes forrige bog – Den blå hest, som handler meget om det samme som den her gør det. Det er faktisk præcis det samme emne, men mere uddybet i denne bog. Jeg synes slet ikke at det her er en god bog. Desværre. Faktisk er det lige før jeg kan betvivle om det er den samme person der har skrevet den. Den her er det modsatte af den anden. Den er tung at læse, ALT for detaljeret og slet ikke korrektur læst nok. Det sidste irritere mig, fordi du påstår at være perfektionist, men så burde hun at have set det. 

Den første halvdel af bogen er faktisk rigtig god. Det er en mere personlig beretning og det kan jeg rigtig godt lide. Sproget virker let. Hun viser i stedet for at fortælle, hvilket er skønt. Hun kan godt skrive, når hun vil. Midt i bogen sådan cirka, så skifter det til et meget tungt, næsten ulæseligt sprog. Det sænkede i hvert fald mit læsetempo og lysten til at læse videre. Pludselig er sproget mangelfuldt og kludret. Man kan godt mærke at hun har skrevet det over flere år og ikke har rettet det til, så det har samme sprog hele vejen igennem. Det er synd, for det hun prøver at fortælle er en meget vigtig historie. Desværre synes jeg den ramme helt forkert. 

Jeg har selv begge de diagnoser hun taler om og jeg kan da godt genkende lidt af det her og der. Jeg ved godt vi er meget forskellige og at ingen er ens, men det at hun prøver at overbevise læseren om at hun ved bedst. Det er den følelse jeg sidder tilbage med, at hun bare lige ville stemple det på papir at hun ved bedre end alle andre hvad det her går ud på. Det er bare så træls at læse sig igennem. Det kan godt være at hun ved en masse, men måden hun siger det på er sådan lidt træls. Hun blander hendes personlige erfaringer med en masse fakta om hvordan andre har det, men det virker ikke så godt. Det er nærmest lidt skift. 

Jeg mener at det er meget vigtigt, at få fortalt folk uden de her diagnoser, hvorfor vi gør som vi gør og derfor mener jeg det er et vigtigt emne hun har gang i, men er du nysgerrig på dette emne, så læse hellere den første bog, som jeg synes var fantastisk og glem den her bog.