Skæbnen ville, at jeg for et par måneder siden fik ‘Den afrikanske farm’, som Karen Blixen udgav i 1937. Jeg har ikke læst noget som helst af Blixen, hvilket jeg egentlig selv synes var for dårligt. Desværre kom jeg kun en hundrede sider hen i bogen, inden jeg måtte opgive. Det var vist ikke lige […]
Skæbnen ville, at jeg for et par måneder siden fik ‘Den afrikanske farm’, som Karen Blixen udgav i 1937. Jeg har ikke læst noget som helst af Blixen, hvilket jeg egentlig selv synes var for dårligt. Desværre kom jeg kun en hundrede sider hen i bogen, inden jeg måtte opgive. Det var vist ikke lige tiden. I stedet blev jeg temmelig lun på Fahrenheits udgivelse af forfatterparret Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjergs flotte værk om Karen Blixens liv, “Løvinden”.
Pandolfo har skrevet en både spændende og lærerig fortælling på baggrund af flere biografier og Blixens egne værker. Desuden har hun tilsat lidt fri fantasi, især med tilstedeværelsen af de syv usædvanlige feer, som er tilstede ved hendes fødsel, og som dukker op af og til gennem historien. Det er bl.a. Nietzsche, en løve, djævlen og en afrikansk konge. De giver hende alle gaver ved vuggen, men den største gave fik hun nok af sin far, der var en eventyrlysten og naturglad mand. Han lærte hende om naturen og fuglene og fortalte spændende historier fra sine egne eventyr, hvilket giver hende en stærk udlængsel. Efter faderens død føler hun savnet, men også han besøger hende som en skygge gennem livet. Vi følger Blixens vej ud i verden, først til København og siden til Afrika i 1913, hvor det hårde liv på farmen viser sig at blive uoverkommeligt.
Tidligt stiller Blixen 6 punkter op, der skal hjælpe hende gennem livet. Som kvinder er hun nødt til at blive en mand, født i det 19. århundrede, men skynder sig til det 20. Bor i Danmark, rejser udenlands. Familien er småborgerlig, flygt langt væk. Kommer fra et religiøst hjem, vil leve uden Gud eller herre. Som det sidste, vil hun holde op med at bekymre sig om de foregående 5 punkter.
Det er en meget flot og spændende fortalt grafisk roman/tegneserie. Da jeg så smagsprøverne på Fahrenheits hjemmeside, synes jeg tegningerne mindede mig om Hugo Pratts stil, det bliver ikke mindre af de drømmeagtige scener, som også prægede flere Corto Maltese albums. Terkel Risbjerg tegner utrolig godt og effektfuldt. Ofte er Blixens ansigt tegnet uden mund, hvilket understreger hendes følelser af enten savn, ensomhed eller eftertænksomhed. I øvrigt er det smukt farvelagt i vandfarver, så man må ikke snyde sig selv for at genlæse albummet og nyde akvarellerne igen, som f.eks. de meget flotte helsider på side 3, 81 og 148.
Et helt igennem smukt og spændende værk.
Nu skylder jeg vist bare Tanne at få læst nogle af hendes bøger!
Lån bogen på bibliotek.dk
