Siden 2002 har den aarhusianske Lyd+Litteratur Festival været et arbejdende laboratorium i krydsfeltet mellem musik, litteratur og lydkunst, kan man læse på festivalens hjemmeside.
I årenes løb er det blevet til mange unikke konstellationer, der på festivalens initiativ har optrådt på spillestedet Radar, der er en del af Godsbanen.
Igen i år lægger spillestedet rum til et samspil mellem lyd og ord, der giver publikum en helt særlig sanselig oplevelse.
Om fredagen kan publikum opleve Katrine Hald synge Nanna Storr-Hansen, forfatter Christel Wiinblad besøge sin seneste udgivelse sammen med saxofonist og lydkunstner Rasmus Fribo og afslutningsvis vokalensemblet ilinx i samspil med Asta Olivia Nordenhof.
På festivalens andendag indleder digter Julie Sten-Knudsen (foto) og lydkunstner Sandra Boss dagen, mens sangerinden Eva-Louise Rønnevig lægger stemme til sange, der er skrevet til tekster af den amerikanske forfatter Dorothy Parker. Som den sidste optræden på festivalen går digter Gry Stokkendal Dalgas på scenen sammen med saxofontrioen Coriolis.
Festivalen finder sted fredag d. 11. og lørdag d. 12. oktober på Radar i Aarhus.
Foto: Lea Meilandt