Det er en blandet fornøjelse at læse bogen bag filmen, når man har set den. Jeg er forudindtaget, før første side vendes, når karaktererne allerede har fået ansigt og sjæl. Jeg var nu så opslugt …

Det er en blandet fornøjelse at læse bogen bag filmen, når man har set den. Jeg er forudindtaget, før første side vendes, når karaktererne allerede har fået ansigt og sjæl. Jeg var nu så opslugt af historien om disse fantastiske sorte kvinder, at jeg måtte dykke ned i alle detaljerne, der lå til grund for filmen.

Hidden Figures er en dokumentarisk bog om raceforskelle, intelligente kvinder og store ambitioner. Bogen starter i 1940’erne og beskriver de fire matematiske genier Christine Darden, Dorothy Vaughan, Mary Jackson og Katherine Johnsen frem til 1960’erne. Vi hører om deres arbejde som levende computere på Langley Research Center. Om hvordan deres matematiske udregninger var med til med at sende astronauter ud i rummet. Vi får også indblik i, hvor svært det var at være en intelligent ung afroamerikansk kvinde i USA i 1940’erne. En periode med racediskrimination, hvor det at få en uddannelse på samme niveau som en hvid mand, var nærmest umuligt.

Vi hører om en efterkrigstid, hvor USA var i rumkapløb mod Sovjetunionen og opfordrede alle forskere indenfor matematik og naturvidenskab til at hjælpe NASA. Det gav nye muligheder for en masse intelligente kvinder, der ellers var forudbestemt til at gå og passe hus og børn. Det blev en årrække, der ikke kun ændrede samfundets opfattelse af raceadskillelse, men også sorte kvinders fremtid.

Jeg havde en forventning om, at bogen var mere skønlitterær, og ikke en dokumentarbog om afroamerikanske kvinder. Derfor blev jeg overrasket over, hvor mange historiske facts, der lå bag den fantastiske film, jeg havde set. Margot Lee Shetterlys benhårde arbejde og research er meget tydelig gennem hele bogen. Der bliver nævnt navne, begivenheder, steder og årstal i et væk. Så hvis man som læser forventer en let skønlitterær roman, får man sig en overraskelse. Forfatterens fokus har været på korrekte historiske facts i massevis, og mindre på at dupere læseren med en god historie.

Margot Lee Shetterly: Hidden Figures, HarperCollins Nordic, 365 sider, februar 2017