Forfatter Maria Helleberg er blevet kaldt den historiske romans dronning. Onsdag 15. februar mellem klokken 15 og 17 er hun gæst i Betty Mogensens Boghandel i Strømgade, hvor hun blandt andet vil signere sin seneste roman: Kvinderne fra Thy.

Boghandlens gæster kan også høre om hendes helt nye bog “De tre Storme” om Stygge Krumpen, der var den sidste katolske biskop på Børglum Kloster.

Bogen om Stygge Krumpen udkommer om en måned.

Maria Helleberg debuterede i 1986 og har siden fundet både kritikernes anerkendelse og et stort publikum for sine indlevende fortællinger af nogle af danmarkshistoriens mest utrolige skæbner, fantastiske kærlighedshistorier og dramatiske begivenheder.

Senest fik hun i 2016 udgivet den roste “Kvinderne fra Thy” baseret på sin egen vilde familiehistorie, men hun har i flere år forsket i historien om Stygge Krumpen og har lige så længe skrevet på en roman om ham, hans kæreste, hele tidsperioden og de dramatiske begivenheder.