Forfatter Mathilde Walter Clark modtager Danmarks Åbenhedspris 2024.

Tidligere på året har hun modtaget både Politikens og Weekendavisens Litteraturpris. Nu kan Mathilde Walter Clark føje til Danmarks Åbenhedspris 2024 listen over priser, hun har modtaget for sin 2023-bog, Det blinde øje (Politikens Forlag).

– Mathilde Walter Clarks bog Det blinde øje modtager årets åbenhedspris, fordi den kaster lys over alt det, vi ikke talte om, da minksagen rullede, og medierne flød over med minkavlernes personlige tragedier.

– Bogen river plastret af den måde, minkerhvervet dygtigt har manøvreret imellem politiske interesser, erhvervsinteresser og dårlige mediesager. Den giver et ekstremt detaljeret og afslørende billede af, at den danske model kan medføre, at politisk handling og stærke erhvervsinteresser ikke altid ender med et fagligt funderet kompromis, skriver Transparency International Danmark, der står bag prisen, på sin LinkedIn-profil om vinderbogen.

Den prisvindende forfatter er i sagens natur stolt over den anerkendelse bestselleren Det blinde øje har fået.

– Jeg er meget taknemmelig for den betydningsfulde anerkendelse af mit forsøg på i Det blinde øje at synliggøre det komplicerede snoretræk som myndighedsinstanser, politikere og lobbyister benytter for at få virkeligheden i den industrielle dyreproduktion til at fremstå mere spiselig for den brede offentlighed, udtaler Mathilde Walter Clark.

Udover Clark modtager ‘Sammenslutningen af Unge Med Handicap’ Ungdommens Åbenhedspris 2024.

Om prisen:

Transparency International Danmark skriver på sin hjemmeside følgende om Danmarks Åbenhedspris:

– Danmarks Åbenhedspris og Ungdommens Åbenhedspris har det formål at hylde nogle af de mennesker i det danske samfund, som er med til at arbejde for at gøre Danmark til et mere åbent samfund og vise, hvilke konsekvenser korruption kan have. Deres arbejde viser også, hvorfor det er vigtigt at have fokus på at mindske korruption og afliver myten om, at “der ikke er korruption i Danmark”.

Foto: Lærke Posselt