Det moderne Sverige blev bygget på tre bevægelser: arbejderbevægelsen, afholdsbevægelsen og vækkelsesbevægelsen. Præsten Lars Levi Læstadius var en del af vækkelsesbevægelsen, og kom til at starte sin egen bevægelse i det allernordligste Sverige. Han var …

Det moderne Sverige blev bygget på tre bevægelser: arbejderbevægelsen, afholdsbevægelsen og vækkelsesbevægelsen. Præsten Lars Levi Læstadius var en del af vækkelsesbevægelsen, og kom til at starte sin egen bevægelse i det allernordligste Sverige. Han var i mange år i midten af 1800-tallet præst i Pajala i Lapland, tæt på grænsen til Finland. Her talte de lokale mere finsk end svensk, hvis de da ikke talte samisk. Her herskede druk og uvidenhed, sult og fattigdom.

I Niemis At koge bjørn bliver Læstadius kamp for sin vækkelse – for uddannelse af de fattige, for religiøs omvendelse, mod alkohol og umoral – bundet sammen med et morddrama. En ung pige findes død, og herredsfogeden skynder sig at give en bjørn skylden. Læstadius undersøger sammen med sin protege samedrengen Jussi sagen, og finder spor på at en langt mere depraveret dræber er på spil. Denne mistanke bestyrkes kun da endnu en ung pige overfaldes, men det er svært at råbe myndighederne op. De ser nemlig præsten som en ballademager, der forsøger at lukke de lokale smugkroer, fratage folk deres få glæder og i øvrigt moraliserer om alt lige fra gud til uddannelse.

Der er mange, der gerne vil lægge forhindringer i vejen for præsten, og endnu flere ser skævt til samedrengen Jussi. Der skal derfor et nærmest William af Baskerville-agtigt opklaringsarbejde til, før mysteriet om de unge pigers død kan opklares.

Som i enhver god historisk krimi er opklaringen af mordene kun en anledning til at stille skarpt på det lokale samfund og tid. Niemi er selv fra Pajala, og fortæller om et samfund der både i tid og geografi er uendelig langt væk. Niemi skriver, så man næsten kan mærke myggene bide, lugten stanken af uvaskede mennesker og se de små sultne børn for sig.

At koge bjørn er en virkelig god bog, en veldrejet historie og et spændende blik ned i en (heldigvis) svunden tid.

Bogblogger har tidligere anmeldt Skyd Appelsinen af samme forfatter.

Mikael Niemi: At koge bjørn. 424 sider, Modtryk. Oversat af Anders Johansen, 2017