Efter næsten fire år har Forlaget Harpyie valgt, at man lukker officielt ved udgangen af 2023.
For snart fire år siden blev Forlaget Harpyie bragt til verden af Sidsel Andersen og Johanne Bille, men nu er tiden inden til at lukke forlaget, skriver forlaget selv på sin Facebook-profil.
– Det lyder måske som en rigtig dårlig nyhed, og beslutningen har bestemt ikke været nem at træffe, men vi kan mærke, at den er helt rigtig for os: Der kommer ikke flere Harpyie-bøger, og forlaget lukker officielt ved udgangen af 2023.
Forlaget har i sin levetid udgivet 11 bøger med pæne ord på vejen, men ved siden af at drive forlagsarbejde i en hård branche har de to kvinder bag Harpyie sideløbende begge haft ‘tiltagende krævende karrierer’ ,og derfor vælger man nu at lukke forlaget for at skabe mere tid i hverdagen til familie og venner.