Det er ikke meget Science Fiction jeg læser, men jeg blev alligevel nysgerrig efter at have læst præsentationen af “Mimesis”. Nu er fremtiden jo nok noget af det sværeste at spå om, men for en forfatter er fremtiden jo pragtfuld at arbejde med. Alt er muligt. I 2045 modtager Markus et billede af den far, […]
Det er ikke meget Science Fiction jeg læser, men jeg blev alligevel nysgerrig efter at have læst præsentationen af “Mimesis”. Nu er fremtiden jo nok noget af det sværeste at spå om, men for en forfatter er fremtiden jo pragtfuld at arbejde med. Alt er muligt.
I 2045 modtager Markus et billede af den far, han altid har troet døde tyve år tidligere under 3. verdenskrig. Men noget der tyder på, at han alligevel ikke er død. Markus følger sporet, der optrevler brutale historier fra krigen og fører ham til en fremtidig udgave af Berlin, hvor han møder pigen Sikka og vikles ind i noget, der ligner et uskyldigt, men ulovligt, spil.
De bedste fremtidsromaner, er dem der foregår lige om lidt, og som måske godt kan blive sande med tiden. Jeg tvivler på at den verden der beskrives i “Mimesis” vil blive virkelig, men jeg vil ikke udelukke at dele af den kan blive det.
“Mimesis” er en interessant bog, der bygger på spørgsmålet om hvor vi ender, når masseovervågning ikke længere er noget vi taler om, men noget der bare er der, uden at ret mange tænker over det. Hvad sker der med mennesker der lever en stadigt større del af deres liv via diverse skærme og elektroniske apparater. Vil vi fortsætte med at have evnen til at interagere med hinanden i virkeligheden, eller vil verdens befolkning bestå af ensomme, isolerede individer?
Thomas Kampmann Olsen skriver udmærket, men bogen ville ikke have taget skade af en grundigere redigering inden den gik i trykken. Lidt for mange ting bliver gentaget lidt for mange gange, sætninger bliver lidt konstruerede ind imellem, og nogle afsnit skulle nok helt skrives om. Når det så er sagt, er bogen spændende. Et afsnit der foregår inde i et virtual reality spil, er lidt for langt, fordi vi bare bliver kastet ind i det uden nogen forklaring. Jeg brugte i hvert fald meget tid på at spekulere over, hvad det hele skulle gøre godt for. Bogens sidste sider binder en fin sløjfe på det hele, og den lange spilpassage bliver sat ind i en sammenhæng hvor det giver mening. Men risikoen for at den ikke-trænede sci-fi læser helt har mistet overblikket over historien inden vi når så langt, er overhængende.
Hvis forfatteren skriver en ny roman, og det håber jeg han gør, vil jeg anbefale at der bruges lidt mere krudt på at få historien til at hænge sammen hele vejen igennem, og lidt mindre på at introducere elektroniske gadgets. Der var et par dimser jeg godt kunne have undværet, til fordel for mere sammenhæng.
Men, alt i alt en spændende bog med nogle spændende tanker, af den slags læseren kan tænke videre over.
Lån bogen på Bibliotek.dk
