Susanne er taget i forvejen til det nye hus i Frankrig, som hun og hendes mand Karl netop har købt, da hun får den meget uventede besked, at Karl er død. Det er sket meget pludseligt, han faldt om på færgen mellem Sjælland og Jylland. Først kan Susanne slet ikke tro på, at det er […]

Susanne er taget i forvejen til det nye hus i Frankrig, som hun og hendes mand Karl netop har købt, da hun får den meget uventede besked, at Karl er død. Det er sket meget pludseligt, han faldt om på færgen mellem Sjælland og Jylland. Først kan Susanne slet ikke tro på, at det er rigtigt – der må bestemt være tale om en misforståelse, for Karl skulle jo tage afsked med kollegaerne og derefter køre til Frankrig.

Susanne haster til Danmark og mødes med datteren Laura på hospitalet – og må erkende, at det faktisk er Karl, der ligger død foran dem. Men hvad lavede han på færgen? Laura synes hun skal lade det ligge – men det kan hun slet ikke, og Susanne skubber sin datter mere og mere fra sig i sin insisteren på at finde frem til sandheden.

Susanne er helt besat af tanken om, at han havde en elskerinde, en han mødtes med på Sjælland, og hun er flere gange overbevist om, at hun har fundet ud af, hvem det var.

Et par meget spinkle spor bliver fulgt: en P-bøde og en postering på kontoudtoget, der viser, at Karl har købt en kop kaffe i en automat. Hun melder sig til et kursus det sted, hvor Karl købte sin sidste kop kaffe – kun for at finde ud af, hvem Karl drak kaffe med. Men kurset, som hedder ’Fra erindring til fortælling – din livshistorie er dig’, får uventet stor betydning for Susanne. Kursisterne opfordres til at hente fortrængte erindringer frem bl.a. gennem dufte, smage og øvrige sanseindtryk – og Susanne oplever, at hidtil glemte episoder fra såvel barndommen som fra hendes ægteskab kommer op til overfladen.
’Enhver erindring er som en lille hemmelighed, I alene har magten over.’

Bogen er spændende fra start til slut, sammen med Susanne bliver man som læser opslugt af at finde frem til sandheden om, hvad der skete, lige før Karl døde. Man følger Susannes spor og vildspor, mærker hendes frustrationer og sorg samtidig med at hendes tilværelse pludselig er helt uoverskuelig. Ind imellem er hendes handlinger meget grænseoverskridende, og som læser krummer man tæer.

Samtidig handler bogen om mor-datterforhold – nemlig Susannes forhold til både sin mor og sin datter, ingen af disse er helt ukomplicerede.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Sara Bouchet, som har skrevet 2 bøger før denne. Jeg blev fanget af bogen, som var svær at slippe, og læser gerne mere af forfatteren.

’Uden erindringer, ingen identitet’.

 

Lån bogen på biblioteket