Hvad læser bogfolket denne sommer? Vi spørger en ny stemme hver eneste hverdag i juli. I dag forfatter og forlægger Boris Boll-Johansen.

Har du et sommerferieprojekt?

”Jeg bor i Berlin – og har sandt for dyden været meget i den tyske hovedstad i Coronaperioden! – og ser så meget desto mere frem til et par uger i København. Bytter lejlighed med nogen, der bor på Vesterbro, mit gamle hood.

Vil nok bruge tiden på at støve omkring og gøre lidt ved et gammelt romanprojekt om bydelen. Boede der i start-90’erne, det vil sige i præ-saneringstiden.”

 

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”Tre romaner ligger klar:

Vidunderligt velskrivende Juli Zeh og hendes Corpus Delicti, der såmænd handler om de overgreb et sundhedsvæsen kan foretage på indbyggerne, fordi det jo er ‘i alles interesse’. Vi taler her om år 2050, men alligevel, aktualiteten ligger lige for. Zeh er jurist med speciale i folkeret, så hun ved, hvad hun taler om.

Derudover skal jeg læse lige så vidunderligt velskrivende (men på en anden måde) Zadie Smith, som jeg først for nyligt har opdaget. Og jeg har såmænd überhittet til gode: ‘White Teeth.

Og så er der Conrad og hans historie om en vis Kurtz, den er vist velkendt. Men den har jeg sgu (heller) aldrig fået læst.” 

 

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

Der kommer nok et væld af bøger, fordi mange har udsat forårets udgivelser. Vil jeg tro.

Men når vi nu snakker om sæsonen og ikke specifikt om bøger, glæder jeg mig da til at se, hvordan Bogforum 2020 løber af stablen. Mon ikke man vil opfinde en masse nye formater, for eksempel online tiltag, som man så senere kan drage nytte af, altså også på fremtidige bogmesser?

— 

Vi interviewede Boris Boll-Johansen om, hvordan forlag med fordel kan benytte sig af eksempelvis YouTube, hvor algoritmerne reelt sørger for at forlænge bogens levetid.