Hvad læser bogfolket denne sommer? Vi har spurgt en ny stemme hver eneste hverdag i juli. Gro Frank Rasmussen, festivalleder ved NORD i Helsingør, afslutter sommerserien.

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt?

”Jeg har en plan om at forsøge at være meget lidt optimeringsfokuseret og primært bruge tiden på at ligge i noget græs og se det gro.

Og så skal jeg en kort tur nordpå og vandre ud over de norske vidder.

Endelig skal jeg nok også samle reoler i mit nye hjemmekontor og sætte bøger op og med det samme tage dem ud igen og have dem mellem hænderne, genopdage dem. Og så skal de sættes ind i reolen igen og måske ud en gang til.

Det lyder som et Sisyfosarbejde. Det er det ikke. Mødet er nyt, selvom bogen allerede er læst.” 

 

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”‘Det ukendte mesterværk’ af Honoré de Balzac, skal følge med mig på ferie. Jeg er så heldig at være en del af et Balzac-selskab, hvor vi læser forfatterskabet, som er fyldt med korrumperede og stærkt moralsk tvivlsomme karakterer, oftest drevet af gerrighed og af selvhævdende, gedulgte motiver.

Det anslås, at der findes mere end 20.000 karakterer i Balzacs romanrække ‘Den menneskelige komedie’, så der er nok at lade sig fascinere af. Lige meget hvor tydelig eller næsten vulgær Balzac kan være i sine beskrivelser og menneskelige portrætter, så er jeg ret vild med måden, han favner den menneskelige dårskab på.  

I løbet af sommeren glæder jeg mig også til at læse nogle af årets mange danske debutanter; senere på året har jeg fornøjelsen af at være med til at uddele Bogforums Debutantpris til en af dem.”

 

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

”Allermest ser jeg jo frem til NORD – Nordisk Litteraturfestival på Kulturværftet i september.

Det ser ud til, at festivalen bliver den første større litteratur live event efter Corona-nedlukningen, og jeg tror virkelig, at der er behov for at mødes og fastholde hinandens blikke og have samtaler om litteraturen; om alt fra Tove Janssons forfatterskab, August Strindbergs selvfremstillinger, skrøbelige og voldsomme familierelationer til Grønland som det tager sig ud i kunsten lige nu, mistro til det at blive voksen, sorgens aftryk – alt det, og mere til, som man kan møde på festivalen og i forfatternes bøger.”

Kort efter den glædelige udmelding om, at der også blev en NORD-festival i år, interviewede vi Gro Frank Rasmussen blandt andet om de særlige vilkår for en stor festival efter en forsigtig genåbning af Danmark.

Foto: Christian Stæhr.