Sommer er sol, afslapning, refleksion, projekter, opsamling, udflydning, ekstra tid til familien og så videre. BogMarkedet undersøger, hvad bogfolket skal.

Vi har spurgt en masse spændende mennesker fra bogbranchen de samme tre spørgsmål. Der er et nyt interviewoffer hver eneste hverdag i juli – bortset fra fredag den 13. Det kunne vi ikke byde nogen.  

Heidi Kølle Andersen er redaktionschef hos det nye fagbogsforlag F I L O. Forlaget er et imprint under Systime, der dels skal udgive egne titler, dels redigere Systimes undervisningsbøger om til sagprosa for nysgerrige læsere. 

Hun er en netop sprunget ud skønlitterær forfatter med ’Døden kommer med ål‘.

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt?  

”Efter 14 år med hus, have og mindre børn i Odense M rykker jeg pr. 1. august ind på toppen af et byhus i Odense C med nu teenagere. Også vi mennesker har godt af ny jord i potten. Ferien holder jeg som vanligt med familien nær Bagenkop, hvor i øvrigt min egen roman, ’Døden kommer med ål’, foregår.”

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”Jeg skal læse mange, for jeg er bagud. Jeg følger med stor fornøjelse alle de små forlag, hvor der virkelig er con amore for alle pengene. Udgivelser, jeg glæder mig til at sætte tænderne i fra hængekøjens behagelige hjørne, er Sylvie Bocquis ’En sæson’ (Forlaget Etcetera) og Michael Josephsens ’Jeg er farmor’ (Forlaget Arabesk). Jeg skal også have set nærmere på Forlaget Silkefyrets udgivelser.

Jeg vil også hapse et par bidder af Bertolt Brechts ’Svendborgdigte’ (Multivers), styrtlæse Reneé Toft Simonsens nye samt også tjekke Emma Bess’ novellesamling ’Mødre, døtre, søstre’ ud. Anita Furu, hvem jeg gik sammen med på Gladiatorskolen i vinteren ´16, debuterede sidste efterår, dén har jeg også til gode.

Og så skal jeg læse ’Mrs. Dalloway’. F I L O udgiver til efteråret en rejsebog til London, der er tænkt mere fokuseret og tematisk end de traditionelle rejsebøger. VerdensVis London indeholder fem temaer, der hver har en gåtur tilknyttet. Ét af temaerne er det litterære London, hvor læseren blandt andet indbydes til en Walk’ n’ Talk i Virginia Woolfs fodspor. Således er jeg blevet genforelsket i Virginia Woolf og agter at genlæse Rosinantes fine genudgivelse med forord af Josefin Klougart.

Endelig håber jeg at nå ’Kroppen jeg blev født i’ af Guadelupe Nettel, der udgives på det nye forlag Grif.”

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

”Jeg glæder mig til, at vi på F I L O udgiver ’Moderne Kirkevandringer’ af Dorthe Møller. Vi har så megen usigelig interessant kunst rundt om i de nye danske kirker, som i den grad fortjener omtale, hæder og ære. Dorthe Møller har været ude i landet og fotografere; det bliver en særdeles smuk udgivelse. 

Sidst, men ikke mindst ser jeg frem til BogForum og julesalg.”