Min tunge vandring : en beretning fra personkultens tid bind 1 af Evgenija Ginzburg

I 1937 er Stalins udrensning af interne statsfjender for alvor ved at komme op i gear og under massearrestationerne bliver Jevgenija Ginzburg bliver arresteret, anklaget for at forbryde sig imod kommunistpartiet. Forbrydelsen består i at have arbejdet samme sted som en erklæret modstander af Stalin. Mellem de indledende forhør kan hun fortsat rejse hjem og leve med sin familie, men det er umuligt at leve et normalt liv, grebet af “profetisk vemod” som hun er. Fremtiden ulmer, stor og knusende, og da hun endelig arresteres er det nærmest en lettelse.
Forhørene fortsætter i fængslet og de første kommer hun forholdsvis uskadt igennem, først året efter var det tilladt forhørslederen at bruge tortur. I stedet afhøres Ginzburg uafbrudt i 5 døgn. Da hun besvimer får hun en pause i sin celle, før hun hentes til endnu et par døgns forhør.  Det trækker i langdrag, fordi hun nægter at skrive under på en tilståelse. En dame med ben i næsen må man sige, selvom hun med en fortid blandt de politiske og intellektuelle ind imellem virker en smule naiv. I den første celle, diskuterer hun forholdene med cellekammeraten:

“Tidligere mente jeg, at straffecellen blev kaldt “opretstående”, fordi der ingen taburetter var. Hvor naivt! I den “opretstående” straffeecelle er der netop så meget plads, at et menneske kun kan stå, og det endda kun, hvis han holder armene ned langs kroppen. Der er ganske simpelt ikke plads til at sætte sig.
– Manden er altså muret inde i væggen?
– Netop!”

Såvel som Solsjenitsyn skriver Ginzburg eminent, med en autentisk poetisk åre og en sans for at sige tingene som de er, en evne der i rigtigt mange situationer lader hende få et intellektuelt overtag over sine plageånder. Uden det havde hun helt givet mistet livet i stedet for at overleve 18 år i Sibirien.

Da hun ankommer til det iskolde helvede i det yderste Sibirien, vil en møgubehagelig opsynsmand sende hende væk til en stensikker død i en endnu værre udørk, men det modsætter køkkenchefen sig. Han har brug for arbejdskraften i køkkenet. Der er netop kommet en stor transport ind som er stærkt udhungrede, alle på tærsklen til at dø. Han kommer med denne sønderlemmende kommentar: “Vi må sørge for et ordentligt måltid til dem, eller dør de mellem hænderne på os, og vi står tilbage med ansvaret.” Et godt eksempel på at det er ikke mennesket det drejer sig om, men systemets tariffer, normer og kalkuler. Intet under at cirka 60 millioner mistede livet.
En interessant detalje er at der i modsætning til nazisternes udryddelseslejre ingen børn er i Gulag. Ikke at det på nogen måde er et forsvar for det russiske system, for der bliver stadig født børn af gravide fanger i Gulag. Spædbørnene fjernes fra deres mødre og placeres i “børneafdelingen”, hvor de nyfødte må forsøge den umulige opgave det er at suge dråber af mælk ud af brystet på udhungrede, nedbrudte og halvt døde kvinder, der, så snart der ikke kan tvinges endnu en dråbe mælk fra dem, sendes ud for at arbejde sig selv ihjel.

Ginzburg store fortjeneste er hendes skrivetalent, hun er ikke opstyltet som de store russiske forfattere eller ‘kantet’ som Solsjenitsyn. Hun skriver let og samtidig poetisk, og er samtidig interessant i hendes grundindstilling: ved arrestationen er hun glødende kommunist, men hun indser meget hurtigt løgnen i myten om Stalin som en uvidende helgen. Dette er en bog der også henvender sig til de ikke-historie interesserede, da det er en fængslende fortælling i sig selv.

Der er tre bind, som alle kan lånes på biblioteket.

Lån bogen på biblioteket