Den faglitterære Pris 2023 går til professor i geologi og forfatter Minik T. Rosing

Den faglitterære Pris er indstiftet af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur og blev tildelt første gang i 1973. Prisen tildeles en faglitterær forfatter, der gennem sine udgivelser har formået at formidle kompliceret stof til et alment læsepublikum.

Dette års pris blev som forrige år uddelt på Bogforum, og her kunne det fremmødte publikum se, at styrelsen for de Faglitterære Forfattere i Danskforfatterforening i år havde valgt at tildele prisen til Professor i geologi og forfatter Minik T. Rosing.

Minik Rosing har som forsker opnået stor anerkendelse på internationalt plan samtidig med, at han på fremragende vis formidler et vanskeligt stof og gør det tilgængeligt for alle. Hans velfortalte og medrivende bog Rejsen til tidernes morgen. Jorden set fra Grønland (Gyldendal, 2018) har været med til at sætte ny geologi, Grønland og Rigsfællesskabet på verdenskortet.

– På en levende måde forener forfatteren sin opvækst med sin gryende interesse for, hvordan Jorden, havet og atmosfæren har udviklet sig i takt med livets opståen og organismernes enorme betydning. Minik Rosing fandt for længe siden et klippestykke syd for Nuuk, og det fund blev startskuddet til en verdenssensation. Her viste sig spor af verdens ældst kendte liv, og bogen dokumenterer overbevisende, hvad der driver en forsker: elementær nysgerrighed og engagement.

– Med prisen følger et varmt ønske om, at Minik Rosing fortsætter med at formidle sin forskning, bl.a. om gletsjermel og andre væsentlige emner i et læsevenligt sprog til et bredt publikum, begrunder styrelsen sit valg i af dette års modtager.

Med hæderen følger 75.000 kr.