Mofibo arrangerede podcasts med forfatterinterviews på deres lillebitte stand på Bogforum. Samtalerne kom efterfølgende på Facebook, og antallet af visninger overstiger Mofibos vildeste forventninger.
“Bogforum lever i bedste velgående endnu, for folk bliver ved med at høre Mofibos interviews fra Mofibo boksen, hvorfra vi streamede ud på de sociale medier.
Vi havde ganske vist sagt til forfatterne, at den mindste scene her også var den største, men 80.000 views overgår alligevel vores vildeste forventninger,” skriver Head of Publishing and Content hos Mofibo, Søren Brinch Vestergaard, i en mail til BogMarkedet.
Antallet af visninger er mere end dobbelt så stort som det samlede antal besøgende alle tre dage på Bogforum. Søren Brinch Vestergaard fortsætter: ” Folk er virkelig sultne på at se og høre forfatterne – også dem der ikke lige går til bogmessen.”
I alt afholdt Mofibo 22 forfatterinterviews. De tre mest sete blev:
- Samtalen mellem Lisbeth Zornig Andersen, Mikael Lindholm og interviewer Hans Henrik Schwab (7.200 visninger)
- Samtalen mellem Leonora Christina Skov og interviewer Cecilie Frøkjær (6.800 visninger)
- Samtalen mellem Hella Joof og interviewer Anna Libak (6.700 visninger)
At bog og lyd kan indgå i en frugtbar syntese bliver mere og mere tydeligt – det bekræfter tallene ovenfor.
Forfatterparret Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig er også interviewet i BogMarkedets podcastserie, Bag Ordene, hvor de fortæller om forholdet mellem fiktion og virkelighed – og at fiktionen oftest er den mest troværdige (10.420 visninger på vores Facebook-side).