Forventninger: Jeg har tidligere læst den første bog i ’Krøniken om Morika’-trilogien – ‘Sandsnogens bid’ – så jeg kendte lidt til verdenen og kunne godt lide stemningen og skrivestilen. Jeg regnede med, at ’Morika’—trilogien ville være mere af det samme. … Læs resten →

Forventninger:
Jeg har tidligere læst den første bog i ’Krøniken om Morika’-trilogien – ‘Sandsnogens bid’ – så jeg kendte lidt til verdenen og kunne godt lide stemningen og skrivestilen. Jeg regnede med, at ’Morika’—trilogien ville være mere af det samme.

Resumé:
’Morika’-trilogiener en prequel og foregår ca. 600 år før den første serie. Her er det ellers fredelige land Morika i krig, da den adelsstyrede og racistiske organisation Oryndro har overtaget magten og forsøger at udrydde hilaerne. Men modstandsbevægelsen bekriger det nye styre, og historien ses gennem de to hovedpersoner – modstandsfolkene Eshri og Korau – der forsøger at nedkæmpe fjenden Oryndro og skabe et bedre og mere retfærdigt samfund.

Det bedste:
Bogen er skrevet i et enkelt og ligetil sprog og egner sig fortrinligt som ungdomsbog med masser af drama, action og hurtige bemærkninger. Det er dog især kampen mod racisme, homofobi og intolerance, der for alvor gør denne serie både fængslende og vigtig i det store udbud af ungdomsbøger.

Det værste:
Der går ind imellem lige lovlig meget kærlighedsfnidder i historien, men heldigvis er de enkelte episoder ikke noget, der trækkes i langdrag. En virkelig formildende omstændighed, da jeg ellers tit oplever, at kærlighedskonflikter skal strækkes så længe som muligt (og nej, det gælder ikke kun ungdomsbøger).

Kan anbefales til:
’Morika’-trilogien hører bestemt til noget af det bedste moderne danske fantasy. Bøgerne emmer af hormoner, kærlighedsdrama og action, men formår også at belyse alvorlige emner såsom racisme og homofobi. Der er store følelser på spil, og som voksen læser kan det ind imellem virke lidt melodramatisk, men det er ikke desto mindre spændende og medrivende bøger.