Han færdiggjorde sin Amager-trilogi i efteråret, har vundet store priser for de to første og er nomineret til flere for sidste bind i serien, der bærer titlen ’I ruiner’. I dette interview går vi tilbage til begyndelsen og kigger på turen fra filmskolen til succesen med trilogien, og løfter lidt af sløret for, hvad der venter i horisonten.

Forfatteren overfor mig, er som jeg placeret i plysmøbler et sted på Politikens Forlag og det illustrerer meget fint den rejse Morten Pape har været på siden han voksede op i betonen på Amager i Urbanplanen til den anerkendte forfatter han er i dag.

Vi tager tilbage til 2013, hvor Morten var kommet ind på filmskolen Super 16. Forventningerne til opholdet blev ikke indfriet og efter et års tid, ser han en indbydelse, der ændrer det hele.

– På skolen er det sådan, at man kommer på et nyt team hvert år, så man er en producer, en instruktør og en manuskriptforfatter, som så skal lave en film det pågældende år. En af grundene til, at jeg fandt det hele undervældende, var at jeg kunne mærke, at jeg havde svært ved at komme igennem med mine ideer. Jeg havde svært ved at overtale eller forføre folk med nogle historier, der handler om noget af det, jeg kommer fra. Jeg var ret langt nede i idé-hakkeordenen, og jeg følte mig lidt mere som en, der bare skulle eksekvere andre folks passioner. Så der var jeg ret frustreret.

– Omkring samtidig begyndte jeg at kigge i Knausgårds første Min kamp og der blev frustrationen afløst af en kæmpe inspiration. Og det er svært at sige, hvad det var, men det var første gang, jeg ligesom var blevet så optaget af et litterært værk, at jeg måtte lyve mig syg til fester for at tage tidligt hjem bare for at læse videre.

Første bind i Min kamp-serien bliver hurtigt til andet bind og i Dagbladet Politiken ser Morten, at amatørforfattere indbydes til at indsende autofiktionstekster.

– Det var omkring foråret 2014, at man kan sende en tekst ind til Politiken. Der var ikke nogen førstepræmie eller nogen, der skulle kåres, men anledningen var, at Knausgård havde udgivet den sjette Min kamp-bog, og nu ville de gerne demokratisere autofiktionen. De kaldte det for en litterær selfie, hvilket var meget irriterede.

– Knausgårds ord kildede mig alle de rigtige steder, så jeg satte mig ned og skrev en lille tekst på 2000 ord, som jo bare er en tekst, der handler om, at jeg skal op og hente smøger til min maniodepressive mor i centret i Urbanplanen, hvor jeg møder kvarterets værste bølle i kiosken, og på vej hjem ser jeg min far sidde i rækkehusblokken lige overfor og hygge sig med sin nye familie. På en eller anden måde, uden jeg vidste det, så kan man sige, at den tekst, de 2000 ord, blev en form for meget koncentreret bouillonterning af, hvad der senere kom ud.

De 2000 ord forløste noget i forhold til det, han havde manglet på filmskolen og hans egne ideer fik liv på papiret.

– Det gik egentlig relativt hurtigt, og jeg kunne mærke, at der skete noget helt særligt, når jeg skrev for mig selv. Jeg kunne mærke den der nerve, jeg manglede fra at eksekvere andres ideer. Jeg kunne mærke, at her var der noget, der var helt og holdent mit eget, og jeg kunne mærke, at der var en nødvendighed i hver sætning – og en ærlighed ikke mindst. Det sendte jeg ind, og Dagbladet Politiken kunne heldigvis godt lide det.

– Jeg tror, at den tekst, jeg endte med at sende ind, blev den mest læste af dem alle sammen – det blev i hvert fald den mest læste i den uge.

– Det var faktisk Jakob Skyggebjerg, der var ansat af Politiken til at være en form for redaktør på de her autofiktive tekster. Han var begejstret og på den måde kan man godt sige, at det var ham, der opdagede mig og blev min første redaktør.

Teksten blev bragt i Dagbladet Politiken i september 2014 og blev flittigt læst og delt, og i løbet af to uger var Morten inviteret til kaffe på to af landets største forlag.

– Jeg valgte Politikens Forlag, som også var de første, der kontaktede mig i øvrigt, og fik en forlagskontrakt i midten af november 2014. Mindre end et år senere udkom Planen.

Fra baghjul til vinder af Bogforums Debutantpris

Det gik ret hurtigt det hele og kigger man på Planens knap 600 sider, virker det da også lidt vildt, at den er blevet til på et år. Det er ikke noget man ser så tit mere.

– Jeg skriver første udkast på fire måneder, efter jeg var flyttet ud i Urbanplanen i en tom lejlighed for at skrive i to måneder. Jeg troede, det var tid nok. Jeg troede, at hvis jeg skrev fem sider om dagen i 60 dage, så ville der være 300 sider og det måtte jo være nok. Men da de to måneder var gået, var jeg kun nået halvvejs i fortællingen, så det var lidt noget lort. Jeg brugte hele sommerferien i 2015 på at skrive de sidste 300 sider, vi redigerede i august og september, og i oktober kom den fra tryk. Den udkom i november på en mandag og fredag samme uge fik den så debutantprisen på Bogforum.

Det virker nærmest lidt småabsurd og punkterne på bogens udgivelsesplan står tæt efter hinanden. At bogen tilmed løber med Bogforums debutantpris, er næsten ikke til at tro.

– Nej, og det er faktisk en lidt sjov historie. Det er hvert forlag, der skal indstille deres debutanter til Bogforum debutantprisudvalg og vi havde jo ikke nogen fysisk bog at sende til dem på det tidspunkt. Så de fik udprintet A4-ark tilsendt med ringbind og hele lortet, og før deadline for, hvornår man skulle indsende debutantværkerne. Da de første gang i løbet af efteråret, offentliggør longlisten, stod min bog ikke på listen. Og vi havde jo sendt ind – bare udprintet – og der var jeg lige ved at gå ud af mit gode skind. Forlaget ville jo faktisk gerne have udgivet Planen i januar året efter, fordi ’at det kunne være selvmord at udkomme som debutant lige op til Bogforum.’ Jeg havde ingen føling med sæsoner eller bogmarkedet i det hele taget, men jeg havde bare en ide om, at den godt kunne udkomme der op til Bogforum og der var jo noget med en debutantpris. Jeg fik min vilje og så måtte vi se, hvordan det gik. Så derfor var jeg lige ved at gå ud af mit gode skind og hænge mig i gardinstangen, men der var åbenbart sket en fejl, så den kom heldigvis med.

Det må have været den sidste bog de læste.

– Ja, det må det have været. Vi havde jo sendt 600 tætskrevne sider i et ringbind, så den lå helt sikkert nederst i bunken. Men den endte jo med at vinde, så det gik jo fra at være selvmord og udkomme som debutant til Bogforum, til at være den bog, der stjal hele rampelyset.

I 2015 var der inden overrækkelsen 10 nominerede, hvor stærke navne som Jonas Eika, Lotte Kaa Andersen og Niviaq Korneliussen måtte se sig overhalet indenom af Morten Pape.

En stemme fra virkeligheden

Da Morten fik tiden, omstændighederne og fri fra de forskellige studiejobs, væltede ordene ned på papiret, så man på mange måder kan tale om en ketchupeffekt.

– Der var helt klart en ketchupeffekt over det, for det kom bare flydende ret naturligt. Det var næsten 30 års research, der kom ud og det var så meget mit eget. Jeg ville ikke have det skulle mislykkes, når jeg havde fået sådan en stor mulighed. Tidligere når jeg havde fået sådanne muligheder i mit liv, var jeg gået ned med en eller anden form for præstationsangst og valgt den nemme udvej. Det her ville jeg have til at lykkes.

30 års research i en personlig historie havde gjort indtryk på forlagene og det bekræftede Morten i, at der var nogle fortællinger i Danmark, der ikke har været særlig belyst.

– Hvem skulle være repræsentant for de fortællinger fra det samfund, hvor jeg kom fra? Der var klart et hul der. Jeg husker Erik Clausen engang sagde, at han synes, det er meget spændende at høre om månen, men han vil helst høre det fra en, der har været der.

– Jeg var jo uskolet og kom fra alt andet end Piet Hein-borde og havde aldrig modtaget en times undervisning i at skrive prosa. Så der var jo også en god historie i det, at det overhovedet blev til en succes. Det var, som om at bogen i sig selv blev betragtet som en bedrift, hvilket det jo også var for mig.

En trilogi fra hoften

I året efter udgivelsen af Planen, var der kæmpe opmærksomhed omkring Morten. Foredrag, interviews og signeringer i hver en boghandler han besøgte.

– Efter et år begyndte det at stilne af for der udkommer jo også andre bøger, som skal have opmærksomhed – og det er selvfølgelig helt fair.  Men jeg begyndte at føle mig lidt som drengen på perronen, der hiver sine forældre i jakken og godt vil have opmærksomhed. Jeg kan huske, at jeg var gået ind i Politikens boghandel og i det første år efter Planen udkom, plejede der straks at komme en boghandler hen med en bunke bøger som jeg kunne signere. Nu skete det ikke så tit længere. Nu var jeg bare blevet et møbel. Så jeg stod der og blomstrede inde i boghandlen, og så kom direktøren for Politikens Forlag, Lene Juul, gående. Hun skulle sikkert hente et eller andet, men hun så mig og spurgte: ’Nå, hvad så Morten?’ Hun er jo meget bramfri. ’Hvordan går det? Får du skrevet på noget nyt?’ Og så fløj det ud af min mund, sikkert fordi jeg gerne ville have lidt opmærksomhed, at jeg var ved at skrive toeren i det, jeg kaldte for min Amager-trilogi. Så på stedet opdigtede og postulererede jeg et stort værk in spe, som jeg på ingen måde havde tænkt over før det sekund. Lene Juul kiggede på mig og sagde: ’Det er fandme en gode idé.’ Hun kunne se en mening med det og så fangede bordet. Men tanken om et trilogiværk voksede, og det var egentlig meget rart at tænke det i den sammenhæng. Men det var jo ikke, fordi jeg anede, hvad treeren skulle handle om.

Forventningspresset

Med succesen, prisen og bunker af ros, kunne man forestille sig, at opfølgeren kunne blive svær for den uskolede forfatter, der tidligere havde haft præstationsangst.

– Da jeg skrev Planen, havde jeg ingen ide om, hvad jeg gjorde. Jeg havde ingen ide om hvad der virkede. Jeg havde bare læst noget Knausgård, og lidt Kim Leine. Jeg havde ingen ide, om det bare var mig og min familie, der gad læse den her bog.

– Da jeg skulle skrive toeren, var det selvfølgelig noget andet, fordi jeg blev meget opmærksom på, om jeg kom til at parodiere mig selv eller kopiere mig selv, for man kan jo nemt komme til bare at copy-paste. Jeg vidste, den ville udkomme, og jeg vidste, at den nok ville komme i lidt større oplag den her gang? Så jo, der var da et andet præstationspres. En af mine yndlingsfodboldspillere gennem tiden er Gary Neville og han har aldrig haft særlig meget talent, men har bare knoklet røven ud af bukserne og vandt alt. Han sagde engang, at pres er et privilegie. Det er hårdt, det er ikke sjovt og han havde aldrig nydt at spille de der hårde og store kampe, fordi der var meget på spil. Men tænk på dem, der ikke føler det pres. Det at være i den position er et kæmpe privilegie, fordi det betyder jo, at der er forventninger til dig og det betyder, at der er folk, der glæder sig til der kommer nyt. I de tre år fra den første bog til den anden bog udkom, fik jeg ugentligt mails og beskeder fra folk, som havde læst bogen og som spurgte til bog to. Jeg følte klart, at der var nogle flere øjne på mig, men jeg følte ikke, at det var noget, der hæmmede mig.

– Til gengæld var jeg meget nervøs for, om jeg kunne skrive liv i andre karakterer end mig selv. Det var jo fiktion omend inspireret af virkelige begivenheder.

Morten beskriver sin skriveproces som et arbejde han stemplede ind til fra ni til fire hver dag. Det gjorde at første udkast blev færdig på kun 7 måneder.

– Jeg har ikke et særlig romantisk blik på selve forfattergerningen. Det er ikke hårdt at sidde på sin flade røv og skrive, men det er fandme svært. Og det bliver slet ikke nemmere af at gå og udskyde det, eller gå og pille i sin egen navle eller være nervøs eller have neuroser. Tænk med fingrene!

–  Jeg fandt ud af, da jeg skrev Planen, at man kan skrive sig ud af en skrivekrise. Det nytter ikke noget at have ondt af sig selv. Det ville da være meget, meget naturligt for mig at føle et stort pres, bukke under for det eller have ondt af mig selv, men jeg var ret sikker på, at den fortælling, jeg havde gang i, var én, der var vigtigt for mig. Jeg tror måske også, at det har gjort, at denne trilogi er blevet eksekveret så konsistent og bastant. Jeg går virkelig, virkelig meget op i det, og jeg synes virkelig, det er vigtigt og nødvendigt. Jeg mistænker nogle gange andre forfattere for halvvejs at skrive på en bog, som de ikke rigtig længere er forelsket i eller som de har mistet motivationen for.

– Toeren er sjovt nok den af de tre bøger, hvor processen er mindst klarest for mig, fordi det et eller andet sted blev eksekveringen. Men en meget, meget nydelsesfuld eksekvering.

Sympatien for bøllerne

I Guds bedste børn går Morten fra at skrive om sin egen opvækst til at skrive om personer fra området. Alligevel ser han sig selv i de karakterer, der træder frem i andet bind.

– I toeren er det den her mosaik af forskellige mennesker, jeg har mødt og kender – bare tilsat min egen frie fantasi. Men der er jo også meget af mig selv i de forskellige karakterer i større eller mindre grad. Jeg følte, at jeg tog nogle af alle de der mange, mange bikarakterer fra Planen og gav dem lov til at træde lidt frem.

– Nogle af karaktererne i toeren er jo ikke personer, jeg som sådan kan identificere mig med eller have ubetinget sympati for i forhold til deres holdninger. De var nogle bøller, som jeg var omgivet af hele min opvækst, og nogle af dem, mobbede også mig, og jeg måtte hele tiden tænke over, hvorfor gør de det her mod mig? Er det, fordi jeg virkelig er så dum, grim, irriterende og taberagtig, eller kan det være noget inde i dem selv. Jeg tror, ret tidligt, at jeg har prøvet at fiske i krænkerens psykologi. Hvad der egentlig er på spil for dem og hvad der kompenseres for.

– Der er noget meget usundt og giftigt, som gror og lever inde i dem. Hvordan er det opstået, og hvordan næres det? Hvor er de selv magtesløse, og føler sig udenfor og afhægtede, og hvorledes er det så, at de kompenserer for det? Den nysgerrighed jeg har haft for de spørgsmål, tror jeg, er det, der har hældt empatien over i nogle af de her karakterer i Guds bedste børn.

Slutningen på trilogien

Morten skulle i gang med sidste bind i den trilogi, han havde lagt op til i Politikens Boghal efter Planen. I et moderne portræt at Amager kan man ikke komme udenom Amagerbankens krak i 2011 – og det kunne forfatteren heller ikke.

– Jeg kan huske, at jeg lige havde afleveret Guds bedste børn, da der faldt dom i Østre Landsret, hvor en masse tidligere Amager Bank-aktionærer havde sagsøgt staten og tabt sagen. Jeg kan godt selv huske, da Amager Banken krakkede. Jeg mistede selv en enkelt aktie på 100 kroner, som jeg måtte tegne for at få lov til at få en kassekredit i sin tid. Den har jeg sådan set stadigvæk på min netbank i et åbent depot, hvor der står nul kroner ud for Amager Bank-aktien. Den står bare og stirrer mig i hovedet.

– Så jeg tænkte om, der også gør det for de tidligere aktionærer, der skød 100.000 af kroner ind i banken. Men hvorom alting er, så begyndte jeg at læse om sagen og krakket. Jeg kunne godt huske, at folk var ret sure dengang, men jeg havde ikke rigtig, nogen idé om, hvor kontroversielt, og mistænksomt det hele egentlig var, indtil jeg begyndte at læse op på retssagen. Det blev så tydeligt for mig, at jeg ikke kunne skrive en moderne Amagertrilogi, uden at komme ind på det mest skelsættende øjeblik i det moderne Amagers historie, som selvfølgelig er bankkrakket i 2011. Det var grundideen for treeren.

Bogen I ruiner foregår i den store middelklasse væk fra Urbanplanen, hvor der var folk, der havde flere penge end de karakterer man følger i de to første bøger.

– Jeg vidste, jeg ville prøve noget nyt i treeren og ikke kopiere mig selv. Jeg ville have en kvindelig hovedkarakter, for jeg havde før følt, at de kvindelige stemmer og karakterer lidt manglede i mine to forrige bøger. Jeg blev også nødt til at have nogle folk, som det her bankkrak kunne gå ud over. Så det skulle være nogle folk, der havde lidt flere penge end de rødder, jeg havde beskrevet indtil videre. Så det blev den store parcelhusmiddelklasse ude på Kongelundsvej, der blev centrum for det. Jeg kan huske, at det var ret dejligt at skifte arena og gear, men jeg havde ingen idé om, hvordan den familie skulle være, da jeg ikke havde prøvet det på egen krop.

– Derfor brugte jeg god tid på at tale med nogle centrale kilder, som jeg ikke må sige hvem er. Men de var centrale aktører i den retssag – lad os sige det sådan.

Researchprocessen blev meget længere end til de to øvrige, nu hvor Morten begav sig udenfor den komfortzone og med den usikkerhed, der følger med.

– Det er så nemt at komme til at beskrive en kedelig forstad og levere den ene kliche og stereotyp efter den anden. Det kan blive meget, meget banalt – især når det kommer fra en, der deklareret ikke er derfra. Jeg kender dog lidt til området, fordi hele min mors familie kommer derudefra, så det er ikke sådan helt fremmed territorie for mig.

– Romanen er jo mestendels fortællingen om den her familie, men det er også parcelhuspanik, køkkenvask og socialrealisme i et lidt højere luftlag end det, jeg tidligere har lavet. Men det er også en roman, der løfter blikket ud mod verden og ud mod store geopolitiske, begivenheder som de gule veste i Paris. Så jeg føler på en eller anden måde, det passer meget godt ind, fordi jeg føler det oprør, som de repræsenterer, er et ekko af noget af det, jeg beskrev i den første bog.

– Men alt i alt føltes det rigtigt, at jeg skulle satse noget mere i den tredje og det føltes også rigtigt at være lidt mere ambitiøs på mine egne vegne.

Livet i Urbanplanen er sit helt eget, men den store fortælling i det store verdensperspektiv spiller uundgåeligt en rolle i den del af Amager, hvor Morten voksede op.

– Det synes jeg, at jeg lykkedes med allerede i Planen. At fortælle en stor historie i den helt lille fortælling. F.eks. hvordan en stor begivenhed som 9/11 påvirkede hele verden. Men ude i Urbanplanen, på Rådmandsgade Skole i de her multietniske boligområder, kunne man virkelig mærke et kæmpe skifte. Det tror jeg ikke, de kunne mærke på rene, hvide middelklasse skoler. Jeg kan love dig for, at man kunne mærke det i min klasse dagen efter. Det var helt vildt. Der var to lejre: Dem der festede og jublede, og dem, der var chokerede over, at andre festede og jublede over det, der var sket dagen før

Stemmen og magten

Med I ruiner blev Morten mere frisat end den bås, han var sat i som ghettoens stemme. En stemme med ansvar og magt.

– Der er ikke rigtig så mange andre, der kan være ghettoforfattere.

Yahya er jo død og Ahmad Mahmoud og Karina Pedersen skriver ikke flere bøger, så der er nærmest kun mig tilbage efterhånden fra den der ghettotid midt i ti’erne.

– Det var frygteligt at opdage, hvor stort et ansvar jeg lige pludselig havde fået – og magt også. Guds bedste børn er jo realisme, men det er også fiktion, og alle mulige steder blev den hædret for sin autenticitet fra folk, der ikke ville vide, hvad det var.

Så jeg følte, at jeg kunne bilde folk hvad som helst ind, hvis jeg ville det, og det var en magt, jeg ikke brød mig særlig meget om. Så det var ikke fordi jeg ville flygte fra mit ansvar med treeren, men jeg ville ikke have den magt, der fulgte med.

Morten bor ikke længere i Urbanplanen og ser heller ikke sig selv som ambassadør eller talsperson for det han kommer fra.

– Når en person bliver gjort til talsperson for mange mennesker, så tager man jo også folks stemme og der kigges kun på én og ikke på de andre. Der er helt sikkert mange mennesker, der ikke ønsker, at jeg skal være talsperson for dem, deres liv eller deres virkelighed og det er jo heller ikke mit liv og min virkelighed længere.

– Jeg er en uddateret ambassadør for den slags. Det er stadig det, der har formet og rundet mig og givet mig et forfatterskab. Men det er ikke en del af min hverdag længere, for jeg bor der ikke længere. Det har gjort mig fri for at sætte mig selv yderligere i bås og aldrig kunne komme ud derfra. Jeg har jo ideer om, hvad jeg gerne vil lave i bog fire, fem og seks og det er noget helt andet end det, jeg har lavet indtil videre.

Fremtiden ligger stadig på Amager med passionen i højsædet

En afsluttet trilogi og med frygt for at blive fastsat som ham forfatteren, der kun kan skrive socialrealisme, vil Morten begive sig længere tilbage i tiden, men blive på Amager.

– Jeg har en ambition om en dag, og jeg ved ikke, om det bliver de tre næste, men jeg vil gerne lave en historisk Amagertriologi. Nu har jeg skrevet en moderne Amagertriologi, så nu vil jeg gerne lave den historiske Amagertriologi.

– Der er nogle sindssyge historier fra Amager. Der var engang, hvor det virkelig var en lorteø. Så det er min ambition, men jeg ved ikke, om de kommer sådan i rækkefølge, eller om de kommer mere drypvist hen ad vejen. Jeg er jo også filmmanuskriptforfatter, så der har jeg også gang i nogle ideer og jeg er ved at skrive og videreudvikle på det manuskript, jeg har skrevet til Planen som spillefilm.  Det er en langsommelig proces.

– Det hele starter med manuskriptet som vi sendte ind lige før I ruiner og vi var til møde her i november, til stor begejstring for konsulenten hos Det Danske Filminstitut. Jeg skal bare gøre det lidt kortere for jeg har afleveret et meget, meget, meget, meget langt filmmanuskript til ingens overraskelse. Så det skal lige blive lidt kortere.

Med en film et sted ude i fremtiden og en afsluttet bog, står Morten i et tomrum mellem projekterne og det er ikke noget, der umiddelbart huer ham.

– Det er forfærdeligt at være mellem projekter. Du har lige besteget et meget, meget højt bjerg og er kommet ned, og så ser du det næste bjerg. Det er lige deroppe, og du er udmattet og træt, men du er dog tryg ved, at du kan gøre det igen. På et tidspunkt skulle man gerne havne et sted, hvor man ved, man når til toppen, og så begynder det at gå lidt lettere nedad. Men vejen derop til toppen er fandme lang og hård, og den koster ofte mange sider i mit tilfælde.

– Det er det der med den enorme frygt, når man åbner det nye romandokument for første gang, skal navngive det og sætter cursoren. Så tænker man om man overhovedet kan gøre det igen.

– Men for mig handler det om det magiske ord, der hedder passion. Det er en nødvendighed, at det er en passion. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg føle mig stranguleret dybest set. Det er også den eneste noble måde at gå til udarbejdelse af kunst. Du kan ikke gøre alle glade. Du kan ikke tilfredsstille alle og der vil altid, være nogle, der ikke kan lide det. Så hvorfor overhovedet fokusere på, at det skal være tilfredsstillende for alle på en gang. Om jeg får alle 100.000 læsere med næste gang, eller om det kun bliver 80 eller sådan, det gør ikke helt så meget.

Den noble proces, de mange timer alene i processen gør en romanforfatter meget sårbar overfor modtagelsen af bogen og den opmærksomhed man føler bogen skal have.

– Det er en svær ting at være romanforfatter, hvor du arbejder alene i lang tid og gemmer dig inde i sådan en hule og får langt skæg. Du kommer ud, og skal stå foran kameraet og præsentere det for verden og du er bare enormt sårbar.

– Derfor kan man godt hurtigt blive meget opmærksomhedskrævende, opmærksomhedssøgende og ærgerrig, og se det hele som en eller anden dum konkurrence. Men det er bare ikke en sund måde at tilgå det på.

– At jeg har fået lov og at det er gået, som det er gået, er jeg dybt taknemmelig for og stolt, og jeg tror det hjælper mig med at holde fødderne lidt bedre plantet på jorden. Hvis du er taknemmelig for, at du kan leve af at skrive, hvilket jeg virkelig, virkelig er, så er den der nye og anden side af det hele ikke så slem alligevel – så er det bare et privilegie.

Foto: Politikens Forlag