‘Moxie’ af Jennifer Mathieu Det er ikke mandschauvinisme, det er traditionVivian går i gymnasiet i en mindre by i Texas, hvor byens stolthed er fodboldholdet. Desværre ledes de af rektors provokerende drengerøv af en søn, som er utrolig nedladende og … Læs resten →

‘Moxie’ af Jennifer Mathieu

Det er ikke mandschauvinisme, det er traditionVivian går i gymnasiet i en mindre by i Texas, hvor byens stolthed er fodboldholdet. Desværre ledes de af rektors provokerende drengerøv af en søn, som er utrolig nedladende og sexistisk over for alle pigerne på gymnasiet. Men ingen – heller ikke lærerne – gør noget, for det er jo bare drengestreger. Vivian er dog træt af drengenes opførsel, inspireret af morens feministiske ungdomsoprør i 90’erne, beslutter Vivian for at sprede en flyer på pigernes toiletter, der opfordrer folk til at tegne hjerter og stjerner på hænderne for at vise, at man ikke af de sexistiske kommentarer. Flyerens afsender er Moxie-pigerne – en fiktiv gruppe, som Vivian opfinder til lejligheden, for hun har ikke lyst til selv at lægge navn til. Det er et spontant indfald, men en række piger møder op på skolen med tegnede hænder, og snart går snakken. Hvem står bag Moxie? Hvad betød hjerterne og stjernerne? Vil de lave flere aktioner? Vivian opdager, at Moxie måske kan være med til at samle pigerne i et oprør mod de diskriminerende regler på skolen, men sagen tager hurtigt en uventet drejning.

Er vi stadig i 50’erne?Skurken i denne bog er selvfølgelig det superpatriarkalske og vulgært kønsdiskriminerende samfund i den lille by, hvor fodboldspillerne er urørlige konger, der kan gøre, som det passer dem. Det er meget let at hade dem og alle, der støtter op om dem, og jeg sad flere gange og tænkte, at det var utrolig karikeret. Men derefter begyndte jeg at spekulere på, om der faktisk – i et vist omfang – stadig er steder i USA, hvor den opførsel er social acceptabel? At det måske er mig, der er lidt naiv? Bogen udkom i 2017, dvs. inde #MeToo-bevægelsen, så måske er det til en vis grad troværdigt, bare i mindre skala. Der er dog ingen tvivl om, at man sagtens kan forstå pigernes vrede, frustration og afmagt, når de gang på gang bliver ignoreret og ligefrem straffet for at sige fra over for overgreb.

GRRRLPOWERFørste halvdel af bogen var ikke særlig interessant, mens anden halvdel i den grad gjorde bogen værd at læse. Vivians Moxie-flyers bliver læst og anerkendt af andre piger, og flere laver deres egne happenings i Moxies navn. Pigerne samles nu om et fælles formål – på tværs af interesser og race – og kan udgøre en reel trussel mod der mandschauvinistiske styre på skolen. Det er grrrlpower, når det er bedst, og selvom det ind imellem er lidt banalt og karikeret, så bliver man alligevel stolt over, at de bider fra sig – sammen!

Giv den til din datterHistorien i sig selv er muligvis lidt for banal og forudsigelig til de fleste voksne (selvom jeg til enhver tid vil anbefale drenge/mænd at læse den), men giv den endelig til din datter. Det er muligt, at vi er tættere på ligestilling og ligeværd end nogensinde før, men der er stadig nok mandschauvinistisk og sexistisk opførsel i samfundet til, at denne bog (desværre) stadig er relevant.