[Anmeldereksemplar fra Palatium Books] Mr. X af Kristen Ashley er 1. del af en romantisk og lidt erotisk serie. Serien hedder Drømmemænd. Indtil videre er der udgivet 4 i serien på engelsk og en 5. er på vej i august. Fra bogens bagsidetekst: “Gwendolyn Kidd kan godt lide cosmopolitans, dyre sko og aftener i byen… Read More Mr. X af Kristen Ashley

[Anmeldereksemplar fra Palatium Books]

Mr. X af Kristen Ashley er 1. del af en romantisk og lidt erotisk serie. Serien hedder Drømmemænd. Indtil videre er der udgivet 4 i serien på engelsk og en 5. er på vej i august.

Fra bogens bagsidetekst:

“Gwendolyn Kidd kan godt lide cosmopolitans, dyre sko og aftener i byen med veninderne. Hun kan også godt lide at få besøg af Mr. X, der kommer forbi helt, helt lydløst om natten. Gwen er lidt af en dagdrømmer, og hun håber, det kan blive til mere end anonyme møder i natten. Men Mr. X. har aldrig fortalt hende, hvad han hedder, eller bedt om hendes telefonnummer, eller … Men han giver de vildeste orgasmer…

Gwens søster Ginger har et problem. Hun skylder Kaos MC over to millioner dollars, og inden længe bliver Gingers problem også Gwens problem…

Da Ginger trækker Gwen ind i Denvers livsfarlige underverden, blusser Mr. X’s beskyttergen ud i lys lue. Problemet er, at da Gwen ser Mr. X’s alfa-han-attitude i dagslys, er det noget af en spand koldt vand. Desuden ved han meget mere om Gwen, end han burde. Og selvom han synes, at Gwen er lækker, enerådig og fjollet, har han sine egne dæmoner at kæmpe med, som afholder ham fra at binde sig til nogen. Kan Gwen holde fast i sig selv og finde kærligheden i det ualmindelige kaos? ”

Mr. X af Kristen AshleyMr. X af Kristen Ashley

Allerførst vil jeg sige, at jeg synes rigtig godt om Kristen Ashley skrivestil – historien i Mr. X flyder fint, bogen er velskrevet – og plottet er ikke “blot” en erotisk romantisk fortælling, den er også krydret med et spændingstråd. Historien fangede mig hurtigt – og da den er ganske letlæst, var jeg også hurtigt igennem den.

Men altså, så blev jeg ret irriteret over Gwens karakter, jeg ville så gerne synes om hende – men i min verden er hun altså alt for naiv og godtroende – og egentlig tror jeg, at hun skal signalere det modsatte. Bogen starter ud med at fortælle om, hvordan Gwen har (rigtig god) sex med Mr. X – en Mr. X som kommer om natten, og som Gwen ikke ved hvem er… og det har stået på i 1½ år. Jeg ved godt, at det bare er en historie, men altså… Heldigvis synes jeg som sagt, at den øvrige del af historien er god – og hvem vil ikke drømme om en mand som Mr. X?! Og selvom Gwen ikke lige er min kop te, så er hun alligevel en lidt finurlig og kærlig person, som man jo gerne vil have at det går godt for.

Umiddelbart bliver jeg også lidt forvirret, da jeg synes, at der er hentydninger til at Gwens søster Ginger, i væremåde er tæt på Gwens mor, men da Ginger har en anden mor, så giver det ikke så meget mening. Måske er det bare mig, der tager fejl og har læst det forkert. Selvom jeg synes at Kristen Ashley skriver i et fint sprog, så er der alligevel et par ting, som jeg studser lidt over, men jeg kan jo heller ikke vide om det er oversættelsen – men jeg er ikke så vild med at alle har kælenavne, fx går Sveske mig på… Derudover så bliver ordet “dumsmart” brugt virkelig mange gange, og det lyder for mig meget forkert, og nogle steder synes jeg slet ikke det giver mening.

Noget af det, som jeg synes rigtig godt om er som sagt, at det ikke kun er en romantisk fortælling – men også har et fint spændingselement inkluderet. Det er en af de ting, som gør at historien fanger mig bedre end andre romantiske bøger. Jeg havde nok forventet lidt mere erotik, men mængden er egentlig passende – men man skal nok ikke forvente en ny Mr. Grey. Om det bliver anderledes i de næste bøger i serien skal jeg lade være usagt.

Selvom den verden, hvor bogen foregår, er langt fra hvad jeg kender fra min hverdag, så synes jeg, at det fungerer perfekt. Det er lige den rigtig setting til at indeholde både spænding og erotik, samtidig er det også et miljø, hvor jeg synes personerne passer godt ind – til tider måske lidt urealistisk, men hvad gør det i en historie som denne?!

De næste bind i serien handler jo ikke om Gwen og Mr. X – men om nogle nye personer, det er spændende, men samtidig ville jeg jo også gerne have hørt mere om dem vi allerede har mødt – men selve universet passer godt til genren og det bliver interessant at høre om de nye personers udfordringer.

Mr. X er en fin romantisk fortælling til tasken til sommerferien – og jeg håber, at de næste bøger i serien snart bliver oversat.

4 af 6 stjerner /Tine4 af 6 stjerner /Tine

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplaret.

Forlag: Palatium Books
ISBN: 9788793699342
Udgave: 1. udg. 12.03.2019
Originaltitel: Mystery Man
Oversætter: Camilla Engkjær Laursen
Sider: 447

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.