SPONSORERET Nu læser jeg sjældent børnebøger, men når jeg bliver kontaktet og spurgt, om jeg vil læse en børnebog med rim om monstre, så bliver jeg nysgerrig. Bogen ’Når en drage drager ud’ er sendt via forlaget Calibat, hvor Mads … Læs resten →
SPONSORERET
Nu læser jeg sjældent børnebøger, men når jeg bliver kontaktet og spurgt, om jeg vil læse en børnebog med rim om monstre, så bliver jeg nysgerrig. Bogen ’Når en drage drager ud’ er sendt via forlaget Calibat, hvor Mads L. Brynnum har skrevet digtene og Mads H. Johansen har stået for illustrationerne. De har taget udgangspunkt i en række overnaturlige væsner såsom trolde, vampyrer og poltergejst, men har også fået plads til de knapt så kendte helheste og lindorme.
Som voksen er det hyggelig læsning, for selvom der er mange skræmmende væsner med, så er tonen let og ligetil, mens flere af monstrene blandt andet fortæller om de udfordringer, de har. Det er bestemt ikke let at være monster, næ nej.
Samtidig er der en god rytme i mange af digtene. Et par af dem er lidt tunge og knudrede, men overordnet set nogle ganske sjove og underfundige rim. De tilhørende illustrationer svinger mellem at være dystre og alvorlige og over til det lidt mere gakkede.
Jeg er lidt i tvivl mht. hvilken aldersgruppe, bogen henvender sig til. Måske fra 6-7 års alderen og opefter? Det kommer selvfølgelig an på, om barnet interesserer sig for monstre, for det må nærmest være en forudsætning for at læse denne bog. Men så tror jeg også, at de flest monster-elskende børn ville mene, at det var en sjov og (u)hyggelig bog.