Efterårets mange messer stiller krav til forlagenes deltagelse og opbakning om kulturen rundt om i landet. Men hvad skal man vælge, og hvor skal kræfterne bruges?
Da jeg i sin tid var i praktik på Litteratursiden i forbindelse med min kandidat, hørte jeg på redaktionen snak om, at nu skulle hylderne snart ryddes op, for efterårets bogboom nærmede sig. På det tidspunkt var jeg ikke så velbevandret i forlagsbranchen, jeg var jo i min hyggelige studieboble, men jeg blev klogere. Efterårets titelmængde er jo enorm. Der udkommer alene fra Lindhardt og Ringhof i denne her uge over 200 titler, både genoptryk og nye bøger, og efteråret er kun lige begyndt. Til gengæld er der også rigtig mange festivaler, messer og litterære arrangementer, som forlagene ruster sig til. Louisiana Literature, Fantasticon, nORD festival, Herlufsholm Fantasymesse, BogForum og for nylig Esbjerg Fantasyfestival.
Til mange af disse messer er forlagene ikke som sådan vigtige, da fokus mere er på forfatterne og læsernes møde med disse via interviews, oplæg og oplæsninger – alligevel kan det mærkes, hvis der på en festival er forlag, der glimrer ved deres fravær, men deres forfattere er på scenen.
For nylig hørte jeg en historie om en forfatter, hvis forlag aldrig var med på messer, selvom genren ellers passede fint dertil. Hun følte sig hvileløs og usikker, for der var ingen havn eller anker, hun kunne vende tilbage til. Jeg tror personligt, at det betyder rigtigt meget for forfatterne at have et forlag, der bakker op og har et, om end ikke stort område, så i det mindste et lille bord med en repræsentant tilstede på de, for forfatteren, aktuelle messer.
Og dette bringer mig så videre til min pointe, for det er med ambivalens, jeg reflekterer over denne her problemstilling. Jeg vakler lidt mellem to følelser:
- Forlagene bør støtte op om tiltag, der fremmer læselysten og kulturen, give opbakning til forfatteren, så de kan sælge hans/hendes bøger, mens de mingler, holder oplæg og skriver autografer. Forlagene bør vise over for initiativtagerne, at de står på samme side, og at det, arrangørerne gør for at fremme forfatterne, titlerne og ikke mindst læselysten hos børn, unge og voksne, ikke er dem ligegyldige. Og hvis forlaget ikke kan deltage for fuld skrald, så kan det være, at der i deres beta-læser-skare eller i deres tilknyttede freelance-gruppe kan findes en ildsjæl, der gerne vil repræsentere forlaget. Det er måske ikke omkostningsdækkende for forlaget, men det er en signalværdi.
- Forlagene, særligt de større, fylder hurtigt meget på mindre messer og festivaler og er i forvejen synlige på mange andre kulturelle platforme. Messer er en gylden mulighed for små forlag, hvor de kan gøre sig synlige og vise de titler frem, som boghandlerne ikke køber ind i sortiment. Hvis en messe består af flere større forlag, kan de mindre forlag hurtigt drukne i mængden, og det er ærgerligt. Derfor er det ofte en fordel for de mindre forlag, hvis de store holder sig væk, da der så vil være bredere synlighed for underskoven – og det er også en værdifuld ting.
Generelt er det vel et spørgsmål om prioritering og om, hvilke messer der giver mest mening. Krimimessen er oplagt for de forlag, store som små, der har fokus på krimi og horror, hvorimod Lille Bogdag og Boghandel, skifter mest er for nicheforlagene. Jeg snakkede i foråret med et forlag, der fast hvert år kun deltog på tre messer: Krimimessen, Ordkraft og BogForum. Ikke mere, ikke mindre. Måske er det erfaringen, der taler her, men når nye små festivaler dukker op, vil det så skade de ældre og større forlag at prøve noget nyt? Og hvis det skader, er det så det store forlag eller de mange små, der kommer til at lide mest?
