Ida Jessen er nomineret til MARTHA-prisen
Tillykke til Ida Jessen, som med sin roman ’Kaptajnen og Ann Barbara’ er februar måneds nominerede til MARTHA-prisen 2021 🙂
“Kaptajnen og Ann Barbara” beskrives som en western fra den jyske hede om en tysk kaptajn, hans kamp mod de rå naturkræfter, hans store drømme og endnu større ofre. Der ligger et massivt stykke research til grund for romanens tilblivelse, hvor Ida Jessen har studeret virkelighedens kaptajn Ludwig von Kahlen, en af de første opdyrkere af heden
Ida Jessen, f. 1964. Uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og massekommunikation fra Aarhus Universitet.
Hun debuterede som forfatter i 1989 med novellesamlingen UNDER STEN. Siden har hun udgivet en række noveller og romaner, herunder Hvium-trilogien, DEN DER LYVER fra 2001, DET FØRSTE JEG TÆNKER PÅ fra 2006, og BØRNENE fra 2009.
I 2012 fulgte glemmebogen RAMT AF INGENTING og i 2013 novellesamlingen POSTKORT TIL ANNIE.
Ida Jessen var aktuel med romanen EN NY TID i 2015. En dagbogsroman skrevet af fru Bagge, der i 1904 som ung skolelærerinde kom til Thyregod, hvor hun giftede sig med distriktslægen Bagge. Efter 23 års barnløst ægteskab er lægen død, og fru Bagge må nu forsøge at skabe sig et nyt selvstændigt liv. I januar 2017 udkom den selvstændige fortsættelse, DOKTOR BAGGES ANAGRAMMER, hvor det er den gådefulde læge og ægtemand, der fortæller.
I september 2018 fulgte romanen TELEFON, og i oktober 2020 er Ida Jessen aktuel med romanen KAPTAJNEN OG ANN BARBARA.
På Høst & Søn har hun udgivet en række roste billedbøger for børn, flere af dem er illustrerede af Hanne Bartholin. Serien om elefantungen Carl er udråbt som en moderne klassiker, der med få virkemidler rammer essensen af barndom.
Igennem årene har Ida Jessen modtaget flere priser for sine bøger – bl.a. i 2010 De Gyldne Laurbær for BØRNENE, der også var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. For EN NY TID blev Ida Jessen tildelt både Blixenprisen og DR Romanprisen 2016.
MARTHA prisen er en helt særlig forfatterpris, for den uddeles af alle os, der elsker at læse bøger. Bog & idés medarbejdere og danske læsere nominerer hver fire forfattere årligt. Her på siden kan du hver måned læse om månedens nominerede forfatter.
Fotograf: Mads Teglers, 2018
Kilde: Gyldendal.dk, Bog & idé